Tryg/Sydbank: Faldende præmier skal vendes
Regnskabet for andet kvartal fra forsikringskoncernen Tryg var gennemgående rigtig solidt og et vidnesbyrd om, at de omfattende omkostningsbesparelser for alvor begynder at slå igennem på indtjeningen.
Eneste lidt skuffende punkt i regnskabet var, at bruttopræmieindtægterne gik tilbage og samtidig skuffede analytikernes forventninger ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans. En del af forklaringen skal dog findes i netop besparelsesprocessen, vurderer Jacob Pedersen, der er Tryg-analytiker hos Sydbank.
- Det er vel det område i regnskabet, der isoleret set er det mest negative. En af årsagerne er, at Tryg selv har været ude at hæve priserne, fordi man har haft tabsgivende kunder. Det skræmmer nogle af de tabsgivende kunder væk eller gør dem rentable. Begge dele er positive for indtjeningen. Der er samtidig noget teknik i samarbejdsaftalen med Nordea, hvor overskudsdelingen bliver fraregnet i bruttopræmieindtægterne. Samlet ændrer det dog ikke på, at det er en trend, der skal vendes, siger analytikeren til Ritzau Finans og uddyber:
- Det er nødvendige tiltag i et turnaround, at man skal se, hvor man tjener penge, og hvor man ikke gør. Jeg tror, at præmierne bliver vendt til fremgang i 2014, men vi skal nok helt igennem 2013, før vi ser vendingen.
På de fleste linjer var Trygs regnskab for andet kvartal dog ganske glimrende og et godt eksempel på et selskab, der formår at tjene penge selv i modgang.
- Det her markerer det første kvartal, hvor man ser en mærkbar fremgang i indtjeningen på trods af modvind. Det har faktisk været det værste kvartal i fire år på skadefronten, og på trods af det løfter man indtjeningen pænt. Der er mere at hente, og i takt med at det slår igennem, vil vi også se en endnu større effekt på indtjeningen, siger Jacob Pedersen.
Trygs bruttopræmieindtægter landede på 4962 mio. kr. i andet kvartal mod 5057 mio. kr. i andet kvartal sidste år og analytikernes forventninger på 5063 mio. kr.
Det forsikringstekniske resultat var til gengæld bedre end ventet med 684 mio. kr. mod ventet 616 mio. kr., mens bundlinjen gav et nettooverskud på 514 mio. kr. mod ventet 438 mio. kr.
Sydbank fastholder den positive anbefaling "køb" af Tryg-aktien, der stiger med 1,9 pct. til 501 kr. onsdag formiddag - nok til en placering helt i toppen af C20 Cap-indekset.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›