TrygVesta skruer op for global netværksindsats

Udgivet den 27-05-2008  |  kl. 14:10  |  

Med forsikringskoncernen AXA som partner vil TrygVesta styrke serviceringen af nordiske kunder med aktiviteter på det globale plan. Samtidig satser TrygVesta på at øge det globale netværk blandt virksomhedens ansatte og placerer egne medarbejdere hos AXA i London.

TrygVesta har netop truffet aftale om at indgå et globalt netværkssamarbejde med AXA Corporate Solutions. Tryg bliver dermed en del af et stærkt, globalt netværk, hvor kunder med udenlandske aktiviteter kan få løst alle deres forsikringsbehov ét sted. Det er en del af aftalen med AXA, at TrygVesta placerer egne medarbejdere i London.

Aftalen er indgået, fordi flere og flere virksomheder etablerer datterselskaber eller åbner produktion i andre lande verden over.

- Det er vigtigt, at følge kunderne ud på den globale scene. AXA dækker geografisk 95 pct. af kloden, og det betyder, at vi samtidig styrker vores medarbejderes globale orientering. TrygVesta har først og fremmest en nordisk strategi, men vi skal bestemt også kunne betjene vores kunder ved forretninger i Beijing, Bombay eller Buenos Aires. Med globale virksomhedsudfordringer er det nødvendigt også at prioritere medarbejdernes globale netværk. TrygVesta sporer hos bl.a. topkvalificerede nyuddannede stor interesse for at indgå i et globalt netværk og arbejde med internationale forretningsaktiviteter. Det er vi naturligvis meget opmærksomme på, fortæller koncerndirektør Lars Bonde i TrygVesta.

TrygVesta og AXA Corporate Solutions har underskrevet hensigtserklæring om, at TrygVesta senest pr. 1. januar 2009 vil anvende AXA Solutions internationale netværk. Med aftalen udvides et allerede eksisterende samarbejde væsentligt.


Af Peter Munch-Madsen, pmm@impactbrussels.com

Artiklen bringes i samarbejde med Impact Brussels.


/asb

Udgivet af: NPinvestordk