Tysk kapitalfond køber byggekæden Silvan for 15 milliarder

Udgivet den 10-07-2017  |  kl. 11:30  |  

Den danske byggekæde Silvan er blevet solgt.

Det fremgår af en pressemeddelelse mandag morgen.

Den nye ejer er Aurelius Group, som er en tysk kapitalfond.
Silvan, der har 42 byggemarkeder, har hovedsæde i Aarhus og beskæftiger omkring 1400 personer. Silvan har også en internetbutik.

- Silvan er et elsket mærke i Danmark, og virksomheden opererer i et sundt marked, siger Donatus Albrecht, bestyrelsesmedlem i Aurelius Group, i pressemeddelelsen.

Købsprisen er ikke oplyst, men ifølge Børsen er prisen 15 milliarder kroner.

Ifølge Finans.dk meddelte Silvans ejer, Stark Group, allerede for fem måneder siden, at man ville sælge Silvan, så kræfterne i stedet kunne bruges på at styrke sin anden byggemarkedskæde Stark.

Her er kunderne primært professionelle håndværkere.

- Med et salg af Silvan til Aurelius Group er det lykkedes os at finde en god ejer, der vil kunne videreudvikle kæden, som den fortjener i den særlige Silvan-ånd, og kunderne vil fortsat være i trygge hænder hos Aurelius Group, siger Søren P. Olesen, administrerende direktør for Stark Group, i en pressemeddelelse ifølge Berlingske Business.

Aurelius Group skriver i pressemeddelelsen, at det er forventningen, at salget gennemføres i tredje kvartal i år.

For nylig meddelte Stark Groups ejer, Wolseley-koncernen, imidlertid, at den helt vil forlade de nordiske lande, herunder Danmark, skriver Finans.dk.

Det betyder, at også Stark Group-kæden - ligesom Silvan - skal have ny ejer.

Wolseleys beslutning om at forlade Norden skyldes, at drift af byggemarkedskæder ligger for langt fra Wolseleys kerneforretning, som er VVS.

Silvan blev grundlagt i 1968 i Slagelse og er i dag en af Nordens største spillere på markedet. Sidste år havde Silvan en omsætning på cirka 18,5 milliarder kroner, skriver de nye tyske ejere.

/ritzau/

Dan Petersen

Relaterede nyheder