Tyskland: Inflationen i den folkerigeste delstat bremser kraftigt op

Udgivet den 31-05-2023  |  kl. 09:06  |  

Det tikker onsdag ind med forbrugerpristal fra de tyske delstater i maj, hvilket til eftermiddag munder ud i et samlet foreløbigt tysk inflationstal for måneden.

Foreløbig er der kommet tal for Tysklands mest folkerige tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor inflationen i maj bremsede pænt op til 5,7 pct. fra 6,7 pct. i april.

Tallet for april er i øvrigt nedrevideret fra tidligere opgjort 6,8 pct.

Fra april til maj faldt forbrugerpriserne desuden med 0,2 pct. mod en stigning på 0,4 pct. fra marts til april. Det tal er i øvrigt også revideret fra tidligere oplyst 0,5 pct.

Det samlede tyske inflationstal kommer klokken 14 og ventes at vise et dyk i den samlede tyske inflation til 6,5 pct. i maj fra 7,2 pct. i april, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Inflationen i Tysklands mest folkerige delstat er dermed aftaget med 1,0 pct.point i maj, mens prognosen for det samlede tal peger på en inflation, der er 0,7 pct.point lavere end måneden før.

Ifølge Bloomberg News har forbrugerpriserne for Nordrhein-Westfalen ikke afveget mere end 0,45 pct.point fra de nationale forbrugerpriser i de seneste 20 år.

Dermed er tallet normalt en god indikator for den samlede udvikling i Europas største økonomi.

Renten på den toneangivende tiårige tyske statsobligation falder onsdag morgen med 8 basispoint til 2,28 pct. sammenlignet med niveauet ved dansk lukketid tirsdag.

Dermed lader markedet til at tolke opgørelsen som et umiddelbart større end ventet fald i inflationen.

Og skæver man til Frankrig, hvorfra der allerede er kommet inflationstal for maj, bremsede inflationen også her mere op end ventet i årets femte måned.

Inflationen var i Frankrig på 5,1 pct. i maj. Her var der ifølge Bloomberg News ventet en inflation på 5,5 pct. blandt økonomerne, efter at den i april blev opgjort til 5,9 pct.

Det samme gjorde sig tirsdag gældende for Spanien, hvor det samlede inflationstal for maj endte på 3,2 pct. mod ventet 3,6 pct. blandt økonomerne. I april var den spanske inflation 4,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Tyskland❯ 

Seneste nyheder