Udbud af sommerhuse falder til nyt rekordlavt niveau
Antallet af sommerhuse til salg er faldet med 26 procent siden starten af maj sidste år. Det viser Boligsidens helt nye udbudstal. Dermed rammer det samlede udbud et så lavt niveau, at det ikke er set lavere på noget andet tidspunkt siden 2010, hvor Boligsiden begyndte at registrere udbuddet.
Der er to væsentlige årsager til det massive fald. Det meget høje salg af sommerhuse og coronakrisen.
"Salget af sommerhuse har gennem hele året været højere end normalt - også i de seneste to måneder, hvor Danmark har været delvist nedlukket på grund af corona. Samtidig har krisen fået sælgerne til at holde igen med at sætte deres sommerhuse til salg, så der nu er godt 8.000 sommerhuse til salg mod mere end 11.000 i starten af april sidste år," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Udbuddet af sommerhuse har været lavt hele året, og for bare tre måneder siden faldt udbuddet af sommerhuse for første gang i år til et historisk lavt niveau. Her i begyndelsen af maj er udbuddet af sommerhuse faldet yderligere, og med under 8.300 sommerhuse til salg, er der dermed sat en ny rekord
9 procent færre huse til salg
Mens mange sommerhussalg er den store historie på boligmarkedet under coronakrisen, har aktiviteten på villaer og rækkehuse været mere svingende. Der er dog kommet lidt mere gang i salget igen, og de nye udbudstal viser da også, at der er ni procent færre huse til salg end på samme tidspunkt sidste år.
"I ugerne lige efter nedlukningen oplevede vi et stort fald i salget af huse, men det har rettet sig igen, og som følge af det er udbuddet faldet den seneste måned, hvilket er usædvanligt for april. Færre husejere sætter til salg, og når salget samtidig nærmer sig normalen, falder købernes udvalg naturligt," siger Birgit Daetz.
Det meget lave udbud fik i sidste uge Dansk Ejendomsmæglerforenings direktør Ole Hækkerup til at opfordre tøvende sælgere til at kontakte deres lokale ejendomsmægler, idet han fremførte, at køberne er der, og at det lige nu er et rigtig godt tidspunkt at sælge på.
Det går bedre på lejlighedsmarkedet
Køberne er også så småt begyndt at vende tilbage til lejlighedsmarkedet, der var det marked, der gik mest i stå i kølvandet på statsminister Mette Frederiksens nedlukning af Danmark.
Salget er ikke på niveau med før krisen, og der er også færre nye sælgere på markedet end normalt, men de seneste uger har budt på fremgang på begge fronter. Udbuddet af er steget 2,5 procent i forhold til starten af april, mens det er 15 procent lavere end i starten af maj sidste år.
"De høje priser på de primære markeder i København og Aarhus fik sælgere og købere til at tøve, men nu er det meget store fald i antallet af nye ejerlejligheder på markedet stoppet, så der kommer flere nye varer på hylderne nu end for et par uger siden. Sælgerne og køberne er i nogen grad vendt tilbage, selv om der stadig er et stykke til den høje aktivitet, der var før krisen. Men mindre kan også gøre det i den situation, vi er i, og pointen lige nu er, at det går bedre, end vi kunne have frygtet," siger Birgit Daetz.
Udbud på boligmarkedet i starten af maj 2020:
Boligtype | Udbud | Ændring måned | Ændring år |
---|---|---|---|
Villaer og rækkehuse | 33.711 | -0,3% | -9,3% |
Ejerlejligheder | 7.362 | 2,5% | -15,4% |
Fritidsboliger | 8.272 | -3,1% | -25,6% |
(Kilde: Boligsiden)
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›