Udenlandske investorer dumper kinesiske aktier i rekordfart

Udgivet den 23-03-2020  |  kl. 06:34  |  

De udenlandske investorer har dumpet kinesiske aktier til en rekordværdi af godt 100 mia. yuan - 14 mia. amerikanske dollar - i det hurtigste tempo nogensinde. Det skriver den Hongkong-baserede avis South China Morning Post.

Investorernes rekordudsalg af kinesiske aktier i løbet af den seneste måned er en del af den globalt tilbagetrækning fra risikable aktiver i kølvandet af spredningen af Covid-19-virusset globalt.

Kapitaludstrømningen fra salget af A-aktier gennem Stock Connect-programmet, der forbinder Hongkong og de kinesiske markeder på fastlandet, er den hurtigste siden linket blev lanceret i 2014 ifølge den kinesiske finansielle data-udbyder Wind.

Nettosalget tog fart i slutningen af februar, da de europæiske og amerikanske markeder begyndte at droppe og toppede med en daglig rekordudstrømning på 14,7 mia. yuan 13. marts.

Udsalget kommer imidlertid efter år med konstant oversøisk kapitalindstrømning, og udstrømningen vurderes af analytikere at være midlertidig.

- Udenlandsk kapital trækker sig tilbage, fordi de har brug for likviditet til at dække deres positioner på deres hjemmemarkeder. Når (de europæiske og amerikanske, red.) markeder stabiliseres, vil kapitalen flyde tilbage til A-aktiemarkedet, vurderer cheføkonom Yang Delong fra First Seafront Fund Management i Shenzhen ifølge avisen.

Sidste - og eneste - gang de kinesiske aktiemarkeder blev udsat for en betydelig kapitaludstrømning var mellem marts og juni 2019, hvor en eskalering i den amerikanske-kinesiske handelskrig skræmte de globale investorer.

Selv da var nettoudstrømningen kun omkring 72 mia. yuan i løbet af de tre måneder.

I alt er 974 mia. yuan i udenlandsk kapital strømmet ind på det kinesiske A-aktiemarked siden Stock Connect blev lanceret.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Kina❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder