Udlændinge tilbydes tomme DTU-pladser

Udgivet den 03-04-2000  |  kl. 15:32  |  

København--3. april--NetPosten--Hent udlændinge til de tomme ingeniørstudier. Det foreslog Dansk Industri i november 1998. Nu bliver det til noget. 1. september indleder Danmarks Tekniske Universitet (DTU) en række internationale masteruddannelser med mulighed for stats- og virksomhedsstipendier, fremgår det af ugemagasinet Industrien.

Det ny initiativ skal tiltrække dygtige udenlandske studerende på minimum bachelorniveau, og forhåbentlig vil mange blive i Danmark efter endt uddannelse. DTU inviterer nu virksomheder til at være med til at gøre en indsats for at det lykkes.

Undervisningsministeriet støtter initiativet med i alt 200 statsstipendier i år og næste år. Stipendierne fordeles mellem DTU samt Aalborg Universitet og Syddansk Universitet. En af betingelserne for at få et sådant stipendium er, at erhvervslivet deltager aktivt og støtter de udenlandske studerende med et virksomhedsstipendium.

- Giver virksomhederne tilsagn om at støtte udenlandske studerende med et beløb, der svarer til SU-lån, så giver Undervisningsministeriet et stipendium, der svarer til SU, forklarer rektor Anne Grete Holmsgaard, DTU.

Ud over tilsagn om økonomisk støtte skal virksomhederne stille sig til rådighed i forbindelse med den studerendes afsluttende eksamensprojekt.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder