UK/Quilter: BOE's tiltag bør hjælpe - regeringen skal på banen

Udgivet den 28-09-2022  |  kl. 14:25  |  

Den britiske centralbank Bank of Englands meddelelse om, at den vil købe statsgæld med lang løbetid samt udskyde det planlagte salg af statsobligationer for at undgå en betydelig risiko for den finansielle stabilitet i Storbritannien, bør berolige markederne, men der er behov for mere fra regeringen.

Det vurderer Stuart Clark, porteføljechef hos Quilter, ifølge Dow Jones Newswires.

- Vi har først og fremmest brug for at se regeringen genvinde troværdigheden hos indenlandske og internationale investorer og forklare, hvordan den planlægger at betale for disse skattelettelser ud over blot at låne, skriver han i et notat ifølge Dow Jones Newswires.

- Bank of England forsøger at bremse alle tallerknerne, der snurrer i luften, uden at lade noget falde, og finansministeriet smed under 'mini-budgettet' i fredags en masse marmorkugler på gulvet for at gøre det mere udfordrende, forklarer Stuart Clark.

De britiske obligationskurser er sammen med det britiske pund styrtdykket siden fredag, hvor den nye britiske finansminister, Kwasi Kwartengs, minibudget viste en forøgelse af de offentlige udgifter samt store ufinansierede skattelettelser.

Præsentationen af minibudgettet satte gang i en større flugt ud af statsobligationerne, hvilket fik renten på den tiårige britiske statsobligation til at stige til et toppunkt på over 4,50 pct. onsdag før Bank of Englands tiltag fra 3,5 pct. torsdag eftermiddag.

Det britiske pund har også været under hårdt pres med et fald til 1,06 dollar fra 1,13 dollar torsdag eftermiddag. Mandag morgen nåede pund et rekordlavpunkt i 1,0327 dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  macro❯  Storbritannien❯