Underhuset afviser Boris Johnsons valgønske
Det er ikke lykkedes for Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, at få udskrevet et valg før tid.
Onsdag aften fik premierministeren ikke det tilstrækkelige antal stemmer i Underhuset til at kunne udskrive et valg før tid.
Afstemningen var det foreløbige klimaks på en dramatisk og begivenhedsrig dag i Underhuset.
Blandt andet stemte et flertal af medlemmerne for en lov, der fjerner regeringens mulighed for at forlade EU uden en aftale.
Loven skal nu behandles i Overhuset, inden dronning Elizabeth kan godkende den. Da Overhuset er forpligtet til at debattere ændringsforslag til loven, kan den proces tage tid.
Premierminister Boris Johnson var arg modstander af lovforslaget, som han mener, binder den britiske regering på hænder og fødder i forhandlingerne med EU om en aftale.
Umiddelbart efter at Underhuset havde stemt for lovforslaget, bad premierministeren derfor om at få et valg. Det havde krævet, at to tredjedele af Underhuset - svarende til 434 medlemmer - stemte for et valg. Kun 298 stemte for et valg.
/ritzau/
Tags: macro❯ Europa❯ Storbritannien❯ UK❯