Unibank efterfølger Danske Direkt - Åbner Unidirekt

Udgivet den 29-05-1997  |  kl. 10:26  |  

København--29. maj--NetPosten--Unibank følger nu efter Den Danske Bank og åbner fra den 12. august en telefonbank, som giver bankens kunder mulighed for at komme i telefonisk kontakt med banken udover den almindelige åbningstid. Der bliver dog ikke mulighed for både at nyde godt af filialens fordele, og så samtidig nyde godt af telefonbankens fordele. Det sagde afdelingsdirektør Ole Hansen torsdag til NetPosten.

Den første halvanden måneds tid vil være at betragte som en indkøringsperiode, hvorefter Unidirekt åbner for fuld kraft den 1. oktober med åbningstider fra 8-20 på hverdage undtagen fredag, hvor der er åbent fra 8-16. I weekenden vil der være åbent fra 10-16.

Unibank satser på Unidirekt, da man bl.a. vurderer, at det er de mest attraktive kunder for banken, der vil tilmelde sig Unidirekt. Samtidig vil det være gratis at ringe ind fra hele Danmark - både via almindelig telefon, men også via mobiltelefon.

- det kan betyde, at man en lørdag eftermiddag via sin mobiltelefon kan ringe og spørge, om man kna løne til en ny vaskemaskine, mens man står nede i forretningen, sagde Ole Hansen.

Dermed retter nu både Den Danske Bank og Unibank et hårdt angreb mod de almindelig kendte kontokort - eksempelvis AcceptCard, som via en nem tilgang direkte i forretningerne lever højt på den nemme adgang til lånet, som betyder, at flere kunder "glemmer" de høje renter på konto-kortene.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder