Unibank ser dansk inflation på 2,5 pct. i august
København--6 september--NetPosten--Offentliggørelsen af forbrugerprisindekset for august ventes at give den danske inflationstakt endnu et nøk opad til 2,5 pct., svarende til en stigningstakt på 0,3 pct. månedligt. Det vurderer Unibank i analysen Global Update mandag.
Baggrunden for denne forventning er først og fremmest en sæsonbestemt stigning i prisen på beklædning og fodtøj ovenpå udsalget i juli. Dertil kommer, at stigende benzinpriser trækker prisen på transport op. Forbrugerne ventes derimod ikke at have oplevet stigninger i olieprisen, hvorfor brændselsposten ses uændret.
Unibank venter med baggrund i svagt faldende oliepriser, at den samlede gennemsnitlige årsstigningstakt i 1999 bliver på 2,4 pct.