Unibrew/Nykredit: Stærk implementering af opkøb og flotte regnskabstal

Udgivet den 28-08-2018  |  kl. 08:10  |  

Bryggeriet Royal Unibrew imponerede igen markedet med en opjustering af forventningerne i forbindelse med regnskabet for andet kvartal mandag aften.

Det var den tredje opjustering på godt to måneder, og de forrygende takter hænger i høj grad sammen med flere succesfulde opkøb på det seneste, mens solrigt sommervejr på hovedmarkederne har udløst flotte regnskabstal.

Sådan lyder vurderingen fra Ricky Rasmussen, der er analytiker hos Nykredit Markets.

- Sidste gang så opjusteringen lidt lille ud, når man kigger på, hvad Unibrew har overtaget. Derudover har der nu været halvanden måned mere, hvor der også har været super godt vejr på de vigtigste markeder, siger analytikeren til Ritzau Finans.

- Opkøbene er meget vigtige i relation til de her opjusteringer. Når man overtager en virksomhed, lægger man gerne en vis forsigtighed ind i forventningerne, indtil man har overblikket. Og det vigtige her er, at man ikke har fundet nogen skeletter i skabene, som man kunne have frygtet, at man ville finde, uddyber han.

Og det vidner også om en stor operationel effektivitet, at Unibrew har kunnet hive så gode resultater ud af de samlet fire forskellige opkøb, som bryggeriet har gennemført i den seneste periode.

FLOTTE TAL FOR ANDET KVARTAL

Kigger man isoleret set på regnskabstallene for andet kvartal, er det også positiv læsning for investorerne, vurderer Ricky Rasmussen.

Unibrew leverede i andet kvartal en omsætning på 2066 mio. kr. mod 1829 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år, mens driftsresultatet før renter og skat (EBIT) steg til 447 mio. kr. fra 351 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Endelig blev nettooverskuddet løftet til 359 mio. kr. fra 280 mio. kr. Og særligt driften og bundlinjen er stærke poster i regnskabet.

- Resultaterne for andet kvartal er også bedre end ventet blandt analytikerne. Bundlinjen er næsten 10 pct. bedre end ventet, så det er et flot regnskab, der også viser, at pengestrømmene er rigtig gode, så nettogælden er på vej ned trods de her opkøb, siger Ricky Rasmussen.

- Det er ikke noget problem at købe op med de her pengestrømme. Det er bedre, at Unibrew selv bruger pengene end at sende dem tilbage til aktionærerne, når de bliver brugt så fornuftigt, fortsætter analytikeren.

Sammenligner man regnskabstallene for andet kvartal med estimater indsamlet blandt analytikere af Inquiry Financial, var de noget bedre end ventet - særligt på driften.

Analytikerne havde således ventet et salg på 2048 mio. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 415 mio. kr.

For hele 2018 venter Royal Unibrew nu en omsætning på 7000-7200 mio. kr. samt et driftsresultat (EBIT) på 1275-1325 mio. kr. Tidligere lød forventningerne på et salg på 6900-7100 mio. kr. samt et EBIT på 1200-1275 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,67%
 
15:54:01

 
5,32%
 
15:54:01

 
4,08%
 
15:54:01

 
2,06%
 
15:54:01

 
-0,62%
 
15:54:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder