USA/åbning: Amerikanske investorer genvinder optimisme efter inflationstal

Udgivet den 28-07-2023  |  kl. 15:45  |  

De amerikanske investorer har endnu engang formået at ryste bekymringerne af sig, og nu fokuserer de på en aftagende inflation og en robust økonomi, som ved åbningen vægter tungere end gårsdagens bølger af uro sendt ind fra Japan.

Det betyder, at de tre ledende indeks alle åbner i grønt fredag oven på en rød dag torsdag, der også betød enden på en længere sejrsstime for Dow Jones.

Ved åbningen stiger Dow Jones-indekset 0,5 pct., Nasdaq-indekset henter 1,4 pct., og S&P 500-indekset vinder 0,8 pct.

Kort før åbningen var der nyt om inflationen i USA, da kerneinflationsindikatoren, PCE Core, viste en stigningstakt på 4,1 pct. på årsbasis i juni, hvor der var ventet 4,2 pct. Dermed aftog inflationen en anelse mere end ventet målt på Federal Reserves foretrukne inflationsmål.

- Dagens PCE-tal viste sig mildere end ventet oven på en hel uge pakket med økonomiske data, der alle peger mod en højere sandsynlighed for en blød landing, siger Gina Bolvin, der er direktør for Bolvin Wealth Management Group, ifølge Bloomberg.

Torsdagens bekymringer satte ind efter økonomiske data, der pegede på en overraskende robust økonomi i USA, der fik markedet til at spekulere i flere renteløft, selv om Federal Reserve har åbnet døren for, at det snart kan være slut.

Samtidig rygtedes det fra Japan, at landets centralbank havde planer om at justere rentekurvekontrollen, som vil gøre det mere attraktivt at købe japanske obligationer - og dermed tiltrække kapital, der kan dræne andre markeder. De rygter blev senere bekræftet.

Torsdag faldt det brede S&P 500-indeks og det teknologitunge Nasdaq-indeks begge 0,6 pct., mens Dow Jones smed 0,7 pct.

INTEL STRYGER OP

Chipproducenten Intel forventer et højere salg i tredje kvartal, end analytikerne havde forudset.

Det skriver Bloomberg, og investorerne kvitterer ved at sende aktien op med 4,1 pct. ved åbningen.

Intel regner med at sælge for 13,9 mia. dollar i tredje kvartal, hvor analytikerne havde ventet 13,3 mia. dollar.

Det hænger sammen med en stigende efterspørgsel efter computerchips, der har ventet på et comeback, skriver Bloomberg.

FORD SENDES NED

Den amerikanske bilkæmpe Ford løfter forventningerne til året, efter at andet kvartal har vist sig bedre end ventet.

Selskabet sigter nu efter et justeret driftsresultat, EBIT, på 11-12 mia. dollar, hvor målet tidligere var 9-11 mia. dollar. Analytikerne havde sat næsen op efter 10,7 mia. dollar, fremgår det af Bloomberg News.

Opjusteringen følger et andet kvartal, hvor den justerede drift, EBIT, landede på 3,8 mia. dollar mod en forventning om 3,2 mia. dollar.

Ifølge Bloomberg skyldes fremgangen især stor efterspørgsel efter biler på mere traditionelt brændstof, mens selskabet arbejder på at hæve salget af elbiler.

Alligevel taber aktien 4,1 pct.

PRODUCENT AF SKØNHEDSPRODUKTER LØFTES

Det amerikanske konglomerat Procter & Gamble, der blandt andet står bag Pampers, Ariel og Old Spice, præsterede i fjerde kvartal en organisk vækst i omsætningen, der langt oversteg analytikernes forventninger.

Væksten var bredt funderet, men særligt trukket af selskabets salg af skønhedsprodukter.

I fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår 2022/23 realiserede konglomeratet en organisk vækst på 8 pct., mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 5,97 pct.

Aktien stiger 2,3 pct.

TØRKE HOS CHEVRON

Den amerikanske oliekæmpe Chevron falder fra åbningen fredag på det amerikanske aktiemarked oven på sit regnskab for andet kvartal.

Det viser en indtjening per aktie på 3,08 dollar mod 5,82 dollar i samme periode året før.

Indtjeningsfaldet begrundes blandt andet med vigende marginer på raffinerede olieprodukter, der var i høj kurs i andet kvartal sidste år.

Chevron falder 1,3 pct. i den tidlige handel fredag.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯