USA/åbning: Eli Lilly dykker efter svag afslutning på 2024 i grønt marked
De amerikanske aktiemarkeder åbner tirsdag i grønt, efter rygter om at USA's nyvalgte præsident Donald Trumps hold af økonomiske rådgivere diskuterer en gravis tilgang til implementering af en toldmur. Det er en strategi, der kan afværge inflationsstigninger.
Medicinalkæmpen Eli Lilly dykker efter en skuffende afslutning på 2024, mens der er plusser til magnificent seven-aktierne Nvidia og Tesla på henholdsvis 1,6 pct. og 3,2 pct.
Gradvise forhøjelser af tolden på omkring 2-5 pct. om måneden er i gang med at blive undersøgt, snarere end aggressive engangsforhøjelser.
- En langsommere og mere stabil tilgang til toldsatserne ville måske fjerne en vis grad af opadgående inflationsrisiko og en grad af nedadgående vækstrisiko, så alle bliver forsigtigt optimistiske igen, siger Michael Brown, strateg hos Pepperstone Group, ifølge Bloomberg News.
De tre ledende amerikanske aktieindeks åbner tirsdag med solid fremgang på 0,5 pct. for Nadaq-indekset, 0,4 pct. for både S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset.
De amerikanske aktieindeksfutures fik en time før børsåbningen en solidt løft, efter at producentpriserne viste en lavere end ventet vækst i december. Opgørelsen giver et positivt fingerpeg om onsdagens inflationsrapport.
Mandag begyndte i rødt for det brede S&P 500-indeks, men slutfacit blev et plus på 0,2 pct. Dow Jones endte 0,9 pct. højere, mens Nasdaq-indekset begrænsede faldet til 0,4 pct.
Markedsdeltagerne vil i denne uge især have øjnene rettet mod onsdagens interessante finanskalender, der blandt andet byder på inflationstal fra USA samt starten på den amerikanske regnskabssæson.
Onsdag over middag lander regnskaber fra en række af de største banker i USA heriblandt JPMorgan, Citigroup, Wells Fargo samt investeringsbanken Goldman Sachs.
ELI LILLY LEVERER BLANDET OPDATERING FOR 2024 OG 2025
Novo Nordisks ærkerival Eli Lilly har leveret en bedre end ventet salgsprognose for det igangværende regnskabsår, mens de foreløbige tal for salget i 2024 skuffer.
For 2025 venter Eli Lilly at nå et samlet salg på 58,0-61,0 mia. dollar, mens analytikere adspurgt af Bloomberg News ventede 58,72 mia. dollar.
I fjerde kvartal af 2024 nåede Lilly et salg på cirka 13,5 mia. dollar mod ventet 14,0 mia. dollar.
Her skuffer Lillys storsælgende type 2-diabetesbehandling Mounjaro med en omsætning på cirka 3,5 mia. dollar mod ventet 4,4 mia. dollar, mens salget af fedmebehandlingen Zepbound blev på 1,9 mia. dollar mod ventet 2,2 mia. dollar.
Lilly-aktien åbner med et fald på 3,6 pct.
SIGNET GÅR I DØRKEN EFTER NEDJUSTERING
Den amerikanske smykkekæde Signet kom værre ud af det sidste kvartal i 2024 med black friday og julehandlen end ventet.
Derfor nedjusterer kæden nu forventningerne til kvartalet.
Det var mindre populært at give modesmykker i julegaver, og Signet skriver i forbindelse med nedjusteringen, at kunderne søgte mod billigere alternativer.
Nedjusteringen piller glansen af aktiekursen, hvor investorerne handler aktien 16,6 pct. lavere i 61,86 dollar.
KB Home stiger 10,8 pct., efter at den amerikanske boligentreprenør har leveret et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal.
Både omsætning, indtjening per aktie, ordreindgang og ordrebog er landet over analytikernes forventning, mens de gennemsnitlige salgspriser skuffer en smule.
KB Home leverede solide resultater i et vanskeligt miljø med en beskeden positiv overraskelse på ordrer og marginer og en væsentligt bedre end frygtet guidance, forklarer analytiker Stephen Kim fra Evercore ISI ifølge Bloomberg News.
Applied Digital begynder børsdagen i feststemning med et plus på 23,9 pct., efter at Wall Street Journal har berettet, at infrastrukturinvestoren Macquarie vil investere op til 5 mia. dollar i datacentre, der bygges af den digitale infrastrukturvirksomhed.
Macquarie vil ifølge Wall Street Journal også få en andel på 15 pct. i Applied Digitals høj performance computing-forretning.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯