USA/åbning: Fortsatte indeksrekorder på nyhedstynd dag

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 15:49  |  

De amerikanske aktier åbner i rekordniveauer igen tirsdag, på en tynd dag for så vidt angår skemasatte nyheder for de større selskaber. Fredag kan der på den front gå hul på bylden, da regnskabssæsonen blæses i gang i USA.

Det brede S&P 500-indeks stiger efter ti minutters handel 0,2 pct. til 5583,11 efter et plus på 0,1 pct. til endnu en rekord mandag. Nasdaq holder også rekordniveauet og stiger 0,4 pct. til 18.470,43 efter en stigning mandag på 0,3 pct. Dow Jones-indekset, der faldt 0,1 pct. mandag, falder derimod 0,3 pct. til 39.246,84.

Hvor mandag var en stille dag, kan tirsdag blive lidt mere volatil og slutfacit for dagen afhænger af nyt fra centralbanken. Topchefen Jerome Powell fremlægger senere tirsdag sit syn på den økonomiske udvikling, når han redegør for centralbankens pengepolitik over for Senatets finansudvalg tirsdag og Repræsentanternes Hus' finansudvalg onsdag.

- De seneste svagere økonomiske data peger på udsigten til, at Powell er mere villig til at signalere potentialet for rentenedsættelser, siger Derek Halpenny, valutastrateg hos MUFG, til Bloomberg News.

Endnu er regnskabssæsonen ikke begyndt i USA. Den skydes i gang fredag, hvor storbankerne JPMorgan Chase, Citigroup og Wells Fargo alle kommer med resultaterne for andet kvartal 2024. Bankerne skal til eksamen efter et kvartal, hvor deres aktiekurser er steget pænt og mere end det brede S&P 500-indeks.

Generelt er forventningerne i markedet til de amerikanske selskabers indtjening store, da estimaterne for de kommende 12 måneder ifølge Bloomberg News ligger rekordhøjt, og da flere analytikere ifølge en opgørelse fra Citigroup har hævet deres estimater for selskaberne i S&P 500 end sænket dem.

Halvlederproducenten Intel fortsætter op for femte dag i træk. Intel stiger 3,1 pct. i til 35,01 dollar efter en stigning på 6,2 pct. mandag.

Nvidia, der også trak op mandag med en stigning på 1,9 pct., ligger 2,4 pct. højere i 131,32 dollar. Mandag løftede UBS kursmålet fra 120 til 150 dollar. UBS ser "overordentlig robust" efterspørgsel på koncernens AI-chips, og et næsten tilsvarende løft af kursmålet hos Wolfe Research fra 125 til 150 dollar.

Tesla stiger beskedne 0,8 pct. til 154,84 dollar. Siden omkring 20. juni er aktien dog kørt til vejrs med knap 40 pct.

STORE BEVÆGELSER I MINDRE SELSKABER

Man skal ud i børsernes periferi for at finde markant kursbevægelser.

Helen of Troy, der producerer og sælger mindre forbrugsgoder som hårtørrere, kamme, børster og spejle, falder 31 pct. til 61,94 dollar efter at have sænket forventningerne til den ordinære indtjening for hele regnskabsåret. Selskabet venter nu for hele året en omsætning på 1,90-1,94 mia. dollar.

Helios Technologies, der udvikler samt sælger hydrauliske og elektroniske produkter, falder 10,4 pct. til 41,50 dollar, efter at topchefen er blevet sendt på orlov for at have overtrådt selskabets interne regler for god opførsel.

Biotekselskabet Indivior falder 36 pct. til 9,82 dollar, efter at selskabet har sænket omsætningsforventningerne til hele året. Selskabet venter nu en omsætning på 1,15-1,22 mia. dollar mod tidligere 1,24-1,33 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯