USA/åbning: Let rød åbning i USA mens investorerne afventer valggyser
Det bølger frem og tilbage i den amerikanske valgkamp, hvor meningsmålinger skiftevis peger på Kamala Harris og Donald Trump som USA's næste præsident.
Også handlerne har svært ved at vurdere, hvilke ben de skal stå på. Efter små udsving i futures op til åbningen er stemningen lettere negativ, efter handlen er startet. Nasdaq-indekset falder mest med 0,3 pct., mens både Dow Jones og S&P 500-indekset taber 0,1 pct.
Blandt selskaberne er der særligt fokus på chipkæmpen Nvidia, der banker Intel ud af Dow Jones-indekset. Hertil er medicinalselskabet Viking Therapeutics også kommet med nyt. Og så er der Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway, der skruer ned for sin investering i Apple.
På den længere bane er opmærksomheden dog fortsat skarpt rettet mod præsidentvalget, der finder sted tirsdag, mens en endelig afgørelse formentlig først er på plads senere på ugen. Meget peger i hvert fald i retningen af en "afgørelse på målfoto", skriver Bloomberg News.
Donald Trump har ellers længe ligget lidt længere fremme i meningsmålingerne, men over weekenden er hans udfordrer til posten, Kamala Harris, vundet frem.
- På en eller anden måde havde markedet fået overbevist sig selv om, at Trump var langt foran, og at det ville blive en klar sejr til ham, hvilket virker vanvittigt. Vi ser nu, at det går op for markedet, at man måske havde taget det hele på forskud, siger Erik Nielsen, økonomisk chefrådgiver hos Unicredit, ifølge Bloomberg News.
Også Trumps medieselskab, Trump Media & Technology Group, får opmærksomhed, og præsidentkandidatens aktiebeholdning er blevet mindre værd over de seneste dage. Aktien falder 6 pct. ved åbningen.
NVIDIA BANKER INTEL
Chipkæmpen Nvidia vil blive indlemmet i det gamle og hæderkronede Dow Jones Industrial Average-indeks, skriver Bloomberg News.
Det sker på bekostning af den kriseramte chipproducent Intel, som engang var verdens største inden for produktion af halvledere.
Udskiftningen vil ske med effekt den 8. november, og samtidig vil kemikalieproducenten Dow Inc. også blive erstattet af en anden kemikalieproducent Sherwin-Williams.
Nvidia, som er verdens anden mest værdifulde aktie efter Apple, har en markedsværdi på 3321 mia. dollar, mens Apples er på 3370 mia. dollar. På en tredjeplads ligger Microsoft med en værdi på 3051 mia. dollar. Intels markedsværdi sluttede fredag i 100 mia. dollar.
Med indlemmelsen af Nvidia i Dow Jones-indekset er fire af de seks koncerner med en markedsværdi over 1000 mia. dollar med. Meta Platforms og Alphabet vil dog stadig være holdt uden for døren.
Nvidia-aktien stiger 1 pct. ved åbning.
VIKING PÅ VEJ MOD GOD DAG
Det amerikanske biotekselskab Viking Therapeutics går en god dag på børsen i møde mandag i USA efter offentliggørelsen af nye data fra sit fase 1-studie med en vægttabspille.
Aktien stiger 2,7 pct. ved åbning.
Selskabet har i studiet fundet ud af, at behandling med en højere dosis giver patienterne et større vægttab, end hvad forsøg med tidligere doseringer har vist.
Det styrker selskabets muligheder for på et tidspunkt at stå med et middel, der kan tage kampen op mod selskaber som Novo Nordisk og Eli Lilly på det enorme fedmemarked, skriver Bloomberg News.
Studiet med den orale formulering af fedmemidlet VK2735 viste hos patienter, der havde taget 100-milligram doser, et vægttab på gennemsnitligt 8,2 pct. efter 28 dages behandling - eller med 6,8 pct. sammenlignet med dem, der tog placebo.
Det fremgik af selskabets præsentation under Obesityweek-mødet søndag i San Antonio, USA, skriver Bloomberg News.
BERKSHIRE SKRUMPER APPLE-BEHOLDNING
Berkshire Hathaways kontantbeholdning har nået rekordhøje 325,2 mia. dollar svarende til 2224 mia. kr. i tredje kvartal, da topchef Warren Buffett fortsætter med at afstå fra større opkøb, og da han bliver ved med at trimme nogle af investeringsselskabets største investeringer.
Det Omaha-baserede investeringsselskab har endnu en gang skåret sin beholdning i Apple, fremgår det af regnskabet for tredje kvartal.
Ejerandelen i Apple er reduceret til en værdi af 69,9 mia. dollar ved udgangen af tredje kvartal, hvilket er et dyk fra 84,2 mio. dollar ved udgangen af andet kvartal.
Berkshire afslørede først sin andel i Apple i 2016, og her meddelte investeringsselskabet, at det havde brugt 31,1 mia. dollar for de 908 millioner Apple-aktier, som det besad indtil udgangen af 2021.
Warren Buffett sagde i maj, at Apple sandsynligvis ville forblive Berkshires største beholding, hvilket indikerer, at skatteproblemer havde motiveret salget, skriver Bloomberg News.
Berkshire-aktien smider mandag 2,3 pct., mens Apple falder 1,2 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯