USA/åbning: Lille plus vendt til fald - Nvidia stiger lidt
De amerikanske aktier åbnede højere, men faldt i rødt efter godt ti minutters handel på en torsdag, hvor der er fokus på Nvidia samt bitcoinrelaterede aktier
Nvidia leverede sit med spænding imødesete regnskab efter lukketid onsdag. Det landede overordnet set bedre end ventet. Regnskabet slog konsensus for både tredje kvartal og for forventningerne til indeværende kvartal. Aktien stiger ved åbningen.
- Trumps sejr i præsidentvalget har bragt øget geopolitisk usikkerhed ind i markedet, og det tynger, vurderer topchefen i schweiziske EFG Asset Management til Bloomberg News.
Efter godt ti minutters handel torsdag ligger det brede S&P 500-indeks 0,3 pct. lavere, Nasdaq-indesket falder 0,3 pct. og Dow Jones-indekset sætter sig 0,1 pct.
NVIDIA I LILLE PLUS
Nvidia lå presset i formarkedet. Aktien åbnede i plus og ligger efter godt ti minutters handel 0,5 pct. højere i 146,61 dollar.
Chipgiganten kunne i kvartalet se omsætningen vokse med 94 pct. sammenlignet med perioden sidste år takket være en enorm efterspørgsel på AI-chips. Dog viser Nvidias egen prognose for fjerde kvartal, at omsætningsvæksten på årsbasis ventes at falde til "blot" 69,5 pct.
SNOWFLAKE BULDRER OP EFTER TAL
Aktien i Snowflake buldrer op med knap 28 pct. til 164,95 dollar, efter at softwareselskabet fremlagde en opløftende salgsprognose for fjerde kvartal efter lukketid onsdag.
Snowflake regner med at sikre sig indtægter fra produktsalget i de igangværende tre måneder på 906-911 mio. dollar, og det ligger selv i den lave ende af intervallet over analytikerbuddet på Wall Street ifølge Bloomberg News på 891 mio. dollar.
På den baggrund har koncernen også løftet sin prognose for produktomsætningen i hele regnskabsåret 2024/25 til 3,43 mia. dollar mod førhen 3,36 mia. dollar, der også er lig konsensus i markedet.
Tredje kvartal var samtidig bedre end ventet - fra top til bund.
DEERE I SVAGT PLUS
Deere slår analytikerkorpsets forventninger til fjerde kvartal, men skuffer med indtjeningsprognosen for 2024/25.
Det rapporterer Bloomberg News på baggrund af regnskabet. Aktien stiger dog 4,1 pct. til 421,38 dollar.
Deere, der er kendt for sine landbrugsmaskiner i grønne farver, kom ud af fjerde kvartal med et nettooverskud på 1,25 mia. dollar mod ventet 1,06 mia. dollar blandt analytikere.
For 2024/25 venter Deere et overskud på bundlinjen på 5-5,5 mia. dollar. Det er noget under analytikernes prognose på 5,83 mia. dollar ifølge Bloomberg. Desuden melder selskabet i øvrigt om svære og udfordrende markeder.
BITCOIN PÅ VEJ MOD 100.000 DOLLAR
Bitcoin fortsætter opturen torsdag med et plus på 2,7 pct. til lige under 97.000 dollar, og prisen på kryptovalutaen nærmer sig nu de psykologisk vigtige 100.000 dollar svarende til mere end 700.000 kr.
Prisen på bitcoin har været på himmelflugt siden det amerikanske præsidentvalg, hvor valutaen lå i 67.086 dollar dagen før det amerikanske valg den 4. november.
Bitcoins stigning løfter også de bitcoinrelaterede aktier på børsen i USA.
Bitcoininvestoren Microstrategy ligger 11 pct. højere efter onsdagens fremgang på 10 pct. Softwarekoncernen, der sælger obligationer for at investere i bitcoin, rundede onsdag en markedsværdi på 100 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯