USA/åbning: Metas prognoseskuffelse kæmper med perfekt BNP-rapport

Udgivet den 26-10-2023  |  kl. 15:46  |  

Teknologiaktierne fortsætter med at få prygl efter en skuffende salgsprognose fra Facebook-ejeren Meta, mens en perfekt BNP-opgørelse er med til at reducere nedturen.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks taber 0,6 pct. efter et massivt fald på 2,4 pct. onsdag. S&P 500-indekset åbner med et fald på 0,3 pct. efter onsdagens minus på 1,4 pct., og Dow Jones-indekset åbner uændret.

Onsdagens fald var især drevet af en skuffelse fra Googles moderselskab, Alpabet, og torsdag er det Facebooks moderselskab, Meta Platforms, der står til en omgang kurstæv.

Efter onsdagens kursderoute på 9,5 pct. fortsætter Alphabet nedturen med et fald på 1,7 pct. Amazon.com taber 0,5 pct. i formarkedet, hvilket sker forud for regnskabspræsentationen i torsdagens eftermarked.

En stærk amerikansk vækst sammen med en aftagende inflation er en perfekt cocktail, der kan sende renter ned og aktier op.

Det vurderer Danske Banks senioraktierådgiver Lars Skovgaard Andersen efter en stærk amerikansk BNP-opgørelse for tredje kvartal.

Det viste i den første udgave en BNP-vækst på 4,9 pct. mod en ventet vækst på 4,5 pct., men endnu vigtigere var det ifølge senioraktierådgiveren, at PCE-kerneprisindekset, der er den amerikanske centralbanks primære inflationsmål, aftog mere end ventet til 2,4 pct. mod en ventet afmatning til 2,5 pct. fra 3,7 pct. i andet kvartal.

- Det er det perfekte, der sker. At man stadig kan have gang i økonomien og samtidig få dæmpet inflationen, siger Lars Skovgaard Andersen.

META RAMT AF SVAG SALGSPROGNOSE

Meta Platforms har leveret et bedre end ventet regnskab for tredje kvartal. Men salgsprognose for fjerde kvartal lå under konsensus, og derfor sendes aktien ned med 5,1 pct.

Det kommer i kølvandet af et fald på 4,2 pct. onsdag.

Meta Platforms spår om samlede indtægter i fjerde kvartal på 36,5-40,0 mia. dollar, en midtpunktet af det ligger i 38,25 mia. dollar, og det kan ikke helt hamle på med forventningerne på Wall Street om 38,76 mia. dollar.

Aktien i IBM stiger 3,5 pct., efter at it-konsulenten klarede sig bedre igennem tredje kvartal end ventet målt på både omsætning og indtjening.

Pakkegiganten UPS dykker 1,2 pct. efter en lavere end ventet omsætning i tredje kvartal og en nedjustering af omsætningsprognosen.

Medicinalselskabet Bristol-Myers Squibb taber 2,7 pct. efter en skuffende udvikling i en række medikamenter, der skal overtage for storsælgende Revlimid.

ENDEAVOR LØFTES AF OPKØBSSPEKULATIONER

Kapitalfonden Silver Lake overvejer at købe hele Endeavor, som producerer sport- og underholdningsindhold.

Det sender aktien i Endeavo i vejret med 19,2 pct. torsdag.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder