USA/åbning: Starbucks tordner i vejret efter ny topchef i bredt funderet grønt marked

Udgivet den 13-08-2024  |  kl. 15:40  |  

En lavere end ventet stigning i de amerikanske producentpriser er tirsdag især med til at understøtte de rentefølsomme teknologiaktier.

Byggemarkedskæden Home Depot dykker til gengæld efter en nedjustering af forventningerne. Chipotle må samme vej, efter at Starbucks har hentet texmex-kædens topchef, hvilket sender kaffekæden i vejret.

Den amerikanske producentprisopgørelse for juli viser en vækst på årsbasis på 2,2 pct., hvilket er under økonomernes forventning på 2,3 pct.

Det giver især et løft til det teknologitunge Nasdaq-indeks, der stiger 1,0 pct., mens det brede S&P 500-indeks løftes 0,6 pct., og Dow Jones-indekset åbner med et plus på 0,4 pct.

Rækken af vigtige nøgletal fortsætter de kommende dage med forbrugerprisopgørelsen onsdag og detailsalgsopgørelsen torsdag.

Handlen med rentefutures peger i øjeblikket på en stort set ligelig fordeling mellem en rentenedsættelse på 25 og 50 basispoint på det næste rentemøde hos den amerikanske centralbank den 17-18. september.

- Man kan argumentere for, at aktierne stadig er i genopretningstilstand efter sidste uges rystelser, og investorerne holder igen med virkelig at sætte penge i arbejde, indtil vi får de vigtigste amerikanske nøgletal i denne uge, hvor prisfastsættelse af den amerikanske vækst stadig er mest afgørende, siger Chris Weston fra Pepperstone ifølge Reuters.

I teknologisektoren fortsætter Nvidia opturen med et plus på 3,2 pct. efter mandagens fremgang på 4,1 pct. Chipkoncernen Broadcom løftes 2,1 pct. og Apple stiger 1,4 pct.

STARBUCKS NAPPER TOPCHEF FRA CHIPOTLE

Starbucks henter texmex-kæden Chipotles nuværende topchef, Brian Niccol, ind som ny administrerende direktør og bestyrelsesformand med virkning fra den 9. september.

Finanshuset Baird kalder Brian Niccol, som en "fremragende" ansættelse for Starbucks.

Den flyvende udskiftning tages godt i mod på aktiemarkedet, der sender Starbucks 19 pct. højere. Aktien var frem til og mandag faldet omkring 19 pct. i år. efter en periode præget af afdæmpede salgstal i USA og Kina.

Chipotle, der har udnævnt sin nuværende driftsdirektør, Scott Boatwright, som midlertidig topchef, falder 9,6 pct.

HOME DEPOT NEDJUSTERER FORVENTNINGERNE

Den amerikanske byggemarkedskæde Home Depot nedjusterer forventningerne til salgsudviklingen i år efter en skuffende udvikling andet kvartal.

Home Depot venter nu en nedgang i det sammenlignelige salg, det vil sige i butikker, der har været åbne i mindst et år, på 3-4 pct. Tidligere var aktionærerne kun stillet et fald på 1 pct. i udsigt.

Til gengæld er det justerede overskud på aktie på 4,67 dollar i det forskudte andet kvartal over analytikerkonsensus på 4,52 dollar.

- I løbet af kvartalet pressede højere renter og større makroøkonomisk usikkerhed forbrugernes efterspørgsel mere bredt, hvilket resulterede i et svagere forbrug på tværs af boligforbedringsprojekter, udtaler administrerende direktør Ted Decker i regnskabet.

Samlet set bedømmer investorerne meldingerne til et fald på 0,2 pct., mens konkurrenten Lowe's åbner 0,3 pct. lavere.

BAXTER SÆLGER NYRESUNDHEDSFORRETNING FOR 3,8 MIA. DOLLAR

Den amerikanske sundhedskoncern Baxter har indgået endelig aftale om salg af sine forretningsaktiviteter inden for nyrelidelser til investeringsselskabet Carlyle.

Salgsprisen er 3,8 mia. dollar, eller 26 mia. kr.

Baxter, der har en markedsværdi på cirka 18 mia. dollar, er efterfølgende dykket 4,8 pct.

Forretningsområdet vil blive drevet videre under navnet Vantive. Virksomheden har mere 23.000 ansatte på verdensplan og omsatte sidste år for 4,5 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

10:16 DSV får løftet kursmålet til 2200 kr. hos svensk storbank
09:21 Sampo-aktien handles nu også i København
09:19 Danske storbanker enige om aftenens rentegyser i USA: Markedet har for høje forventninger
09:11 Aktier/åbning: Novo trækker C25 ned efter udsigt til prisforhandlinger for topsællert
08:55 DSV før løftet kursmålet til 2200 kr. hos svensk storbank
08:46 Danske høreapparataktier får sænke kurasmål hos fransk finanshus
08:37 Obligationer/åbning: Renterne kører sidelæns - al opmærksomhed er på Federal Reserve
08:24 Aktier/tendens: Novo styrer mod kursfald i ventet negativ åbning
08:08 Nordex får tysk mølleordre på 68 megawatt
07:08 Råvarer: Oliepriser stabiliseres efter to dage med stigninger op til rentemelding i USA
07:03 Obligationer/tendens: Stilhed før stormen - markedet træder vande frem til rentemelding
06:44 Asien: Tokyo vender rundt mens amerikansk rentebeslutning afventes
06:39 Mærsk får sænket kursmålet med 13 pct. hos britisk storbank
06:34 Microsoft og Blackrock går sammen om kæmpe investeringer i kunstig intelligens
06:34 Stor aktie post i ISS skifter ejer - Henrik Lind bliver storaktionær
06:34 Novo forudser Ozempic kommer med i næste prisforhandling i USA
06:34 Novo faldt i USA- handel: Direktør spår Ozempic kommer med i prisforhandling i USA
06:32 Asien: Tokyo går enegang mens amerikansk rentebeslutning afventes
06:32 Valuta: Amerikansk rentemøde lægger låg over dollar-bevægelser
06:32 USA/T-bond: Renten kravlede højere inden centralbanken melder ud