USA/åbning: Styger op fra start

Udgivet den 17-03-2014  |  kl. 14:40  |  

De amerikanske aktiemarkeder tager en fin start på ugen mandag. Uroen omkring den ukrainske Krim-halvø er trådt i baggrunden, og det sender aktierne op.

Fra start stiger S&P 500-indekset med 0,6 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks stiger med 0,7 pct. Samlingen af de 30 tungeste drenge, Dow Jones, stiger 0,6 pct.

Søndag erklærede Krim sin uafhængighed fra Ukraine og ansøgte om at blive en del af Rusland. EU og USA anerkender ikke løsrivelsen og har varslet sanktioner mod Rusland, der har tropper på Krim. Ingen vidtrækkende, specifikke sanktioner er dog på bordet, og markederne indstiller sig på, at konflikten nok ikke vil blive så ødelæggende som tidligere frygtet.

EU besluttede omkring kl. 14 at indføre sanktioner over for i alt 21 politikere og militærfolk fra Rusland og Krim. Der bliver sat navne på senere.

- Markedet havde forberedt sig på potentielle store udsving oven på weekendens valg på Krim, og nu bliver de positioner løsnet op. Ingen vidste, hvilken vej, det ville gå eller hvad, der ville ske. Så der var en masse frygt i markedet, siger aktieanalytiker hos Chaeffers Investment Research Joe Bell til Bloomberg News.

Ud over situationen på Krim har investorerne fået en blandet pose nøgletal fra USA mandag. Erhvervstillidsindekset Empire Manufacturing skuffede med en beskeden stigning til 5,61 i marts mod ventet 7,00. Til gengæld steg industriproduktionen i februar med 0,6 pct. måned til måned, et godt stykke mere end de ventede 0,2 pct.

En halv time efter åbning kommer der tal for NAHB-boligindekset, der ventes at gå frem til 50 i marts fra 46 i februar.

Selskabsspecifikt stiger Hertz med 6,8 pct. til 27,60 dollar efter en artikel i Financial Times om, at selskabet vil sælge sin ene division fra for 4,5 mia. dollar.

Yahoo stiger med 3,6 pct. til 38,98 dollar efter nyheden om, at den kinesiske pendant til Amazon, Alibaba, er på vej til en børsnotering i USA. Selskabet er tidligere estimeret at kunne få en markedsværdi på op til 120 mia. dollar, og Yahoo ejer 24 pct. af det.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk