USA: Centralbank ser negativ vækst i år på 6,5 pct.

Udgivet den 11-06-2020  |  kl. 06:43  |  

Coronakrisen har ramt den amerikanske økonomi hårdt, og landets centralbank, Federal Reserve, vurderer, at nedlukningerne af landet vil medføre en negativ vækst i BNP i 2020 på 6,5 pct.

Det fremgår af centralbankens prognoser i forbindelse med rentemeldingen onsdag.

- Virusset og de tiltag, der er gjort for at beskytte sundheden, har medført kraftigt fald i den økonomiske aktivitet og en kraftig stigning i jobtab, hedder det i onsdagens meddelelse.

- Den igangværende offentlige sundhedskrise vejer tungt på økonomisk aktivitet, beskæftigelse og inflation på kort sigt og udgør betydelige risiko for de økonomiske udsigter på mellemlang sigt.

I december sidste år spåede centralbanken en positiv vækst i 2020 på 2,0 pct.

Federal Reserve er dog optimistisk omkring en vending i økonomien i USA og ser derfor, at den vil vokse med 5,0 pct. til næste år og med en udfladning til 3,5 pct. i 2022. Den langsigtede vækst i USA's økonomi ses dog nu være på 1,8 pct. mod 1,9 pct. tilbage i december.

Arbejdsløsheden, som inden virusudbruddet lå nær rekordlavt niveau i 3,5 pct. i februar, men som siden toppede i april i 14,7 pct., ventes at falde til 9,3 pct. ved nytår, inden den vil dykke yderligere til 6,5 pct. ved udgangen af 2021, mens den ses falde yderligere til 5,5 pct. ved slutningen af 2022.

I maj overraskede den amerikanske økonomi ved at skabe 2,5 mio. arbejdspladser uden for landbruget mod et ventet tab af 7,5 mio. job. Derfor faldt arbejdsløsheden overraskende til 13,3 pct. mod en ventet stigning til 19,0 pct., ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Redaktion