USA: Centralbanken sænker renten 0,25 pct.point

Udgivet den 18-09-2019  |  kl. 20:07  |  

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag aften helt som ventet sænket sin toneangivende rente. Fed funds rate er blevet sat ned med 0,25 pct.point til intervallet mellem 1,75 og 2,00 pct.

Det fremgår af bankens rentemelding.

Nedsættelsen af renten var ventet på forhånd, da handelen med fed funds futures indikerede en sandsynlighed på 100 pct. for en lavere rente, og endda med en sandsynlighed på 15,2 pct. for en sænkning på 0,50 pct.point.

96 ud af 100 adspurgte økonomer havde ifølge Bloomberg News også regnet med en rentesænkning på de 25 basispoint, mens blot fire havde spået en uændret rente.

Federal Reserves styrekomite, Federal Open Market Committe (FOMC), var dog onsdag splittet i spørgsmålet omkring rentesænkningen. James Bullard, som er chef for bankens afdeling i St. Louis, ønskede en sænkning på 50 basispoint, mens Eric Rosengren og Esther George, cheferne for Boston og Kansas City, ligesom i juli var for en uændret rente. Syv medlemmer stemte således for en sænkning på 25 basispoint.

Bankens såkaldte dot-plot-diagram, der offentliggøres en gang i kvartalet, og som viser de enkelte bankchefers individuelle renteforventninger fremadrettet, viser onsdag, at syv af cheferne ser yderligere en rentesænkning i 2019, mens ti chefer regner med, at renten resten af året vil blive i intervallet 1,75 til 2,00 pct.

Det er anden gang i 2019, at Federal Reserve sænker sin toneangivende rente. Første gang var i forbindelse med rentemødet i juli, og det var samtidig den første rentesænkning fra banken siden 2008. I mellemtiden nåede banken at gennemføre en stramningscyklus på ni renteforhøjelser af hver 0,25 pct.point i perioden fra december 2015 frem til og med december 2018.

Federal Reserve har nu sænket sin rente to gange og hævet den syv gange, mens Donald Trump har været præsident i USA. Han har igen og igen gennem mere end et års tid kritiseret centralbanken og dens formand, Jerome Powell, for at hæve renten for meget og for nu ikke at sænke den tilstrækkeligt og hurtigt nok. Så sent som i forrige uge forlangte præsidenten på Twitter, at renten blev sænket til nul eller "lavere" - altså minusrenter.

Jerome Powell tiltrådte posten som formand i februar 2018. Han blev udpeget af Donald Trump til at overtage embedet efter Janet Yellen, som blev indsat af præsident Barack Obama.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder

06:34 Mærsks konkurrenter i Asien slår alle bak fredag
06:32 Asien: Asiatiske aktiebørser taber pusten
06:32 Valuta: Sidelæns handel mens øjnene rettes mod Trumps indsættelse
06:32 USA/T-bond: Renterne faldt trods boomende erhvervstillid - detailsalgstal trak ned
06:32 USA/lukning: Morgan Stanley fortsatte bankfesten - men grøn start løb ud i sandet
06:30 Kalender med link - fredag den 17. januar
18:11 Torsdagens aktier: Sur dag for Mærsk, de grønne, og ISS i negativt marked - KORR
17:55 Europa/aktier: Luksus og teknologi i dominerende rolle
17:27 Torsdagens obligationer: Tilbage til udgangspunktet efter små udsving - KORR
17:09 Torsdagens aktier: Sur dag for Mærsk, de grønne, og ISS i negativt marked
17:06 Torsdagen obligationer: Tilbage til udgangspunktet efter små udsving
16:38 Feds Waller signalerer mulighed for rentenedsættelse i første halvår
16:04 Britisk lagerhotel falder markant: Analytikere ser fortsat pres på indtjeningen
15:49 Apple må se sig overhalet i Kina: Er nu kun treer målt på markedsandele i mobilsegmentet
15:47 USA/åbning: Nølende fremgang i den indledende handel
14:44 Amerikansk aktivitetsindeks overrasker massivt: Optimismen er stor inden Trumps indsættelse
14:15 Morgan Stanley leverer større indtægter end ventet og stiger i formarkedet
13:55 Luksusaktier i fuldt firspring i Europa efter godt nyt fra gigant
13:39 USA/tendens: Nølende fremgang på Wall Street
12:49 Supermarkedskæden Target opjusterer salgsforventningerne efter stærkt julesalg