USA: Energipakke kan forsinkes til januar

Udgivet den 10-10-2003  |  kl. 09:31  |  

Vedtagelsen af en amerikansk energipakke, der bl.a. sikrer statsstøtte til vindenergi, kan blive forsinket til januar pga. en strid om modernisering af el-nettet og regler om et tilsætningsstof til benzin, der konkurrerer med ethanol, oplyser Reuters.

Energiforhandlingerne skal starte igen den 14. oktober, og forhandlerne håbede at kunne nå til en overenskomst snart efter. Men ifølge en kilde, der arbejder for den republikanske senator Pete Domenici, er der en mulighed for, at forhandlingerne kan strække sig helt til januar.

USAs præsident George W. Bush har gentagne gange opfordret Kongressen til at vedtage energipakken så hurtigt som muligt. Han sagde torsdag i en tale, at han vil have en aftale på sit skrivebord inden juleferien.

Udgivet af: NPinvestordk