USA: Erhvervslivet lån til investeringer vokser

Udgivet den 22-10-2019  |  kl. 23:54  |  

De amerikanske virksomheder lånte, leasede og øgede deres kreditter til investeringer med 18 pct. i september i forhold til samme måned året før. På månedsbasis, set i forhold til august, var der tale om en stigning på 9 pct. i september.

Det viser tal fra Equipment Leasing and Financing Association (Elfa) ifølge Reuters.

Tallene vidner om, at det ikke er stoppet helt op i erhvervslivet i USA, hvor investeringerne ellers er bremset op på grund af usikkerheden omkring handelskrigen, mens stærke forbrugere i stedet har holdt hånden under økonomien.

Samlet set voksede lånene i måneden med 10 mia. dollar mod 8,5 mia. dollar i september 2018.

Elfas månedlige tillidsindeks faldt imidlertid i oktober til 51,4 fra 54,7 i september. Et tal over 50 indikerer positive udsigter.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯