USA: Ildevarslende signal for økonomien kommer nærmere

Udgivet den 05-12-2018  |  kl. 18:30  |  

I februar var den på knap 80. I august var den snævret ind til 20, før den igen voksede til over 30 i midten af oktober. Men med bratte fald de seneste dage er den nu nede på 12.

Det er forskellen på renterne på USA's ti- og toårige statsobligationer - målt i basispoint, eller hundrededele af pct.point - der er tale om. Og den tales der meget om for tiden i USA. For når spændet går i minus, så renten på de toårige obligationer altså er højere end på de tiårige T-bonds, har det historisk set været et forvarsel for en recession i USA's økonomi.

- I det lys er den nuværende situation på det amerikanske rentemarked faretruende, skriver cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank i en kommentar, og i USA's centralbank, Federal Reserve, er man også på stikkerne:

- Med hensyn til at læse i tebladene omkring finansmarkederne, så er det selvfølgelig en af de ting, vi bruger meget tid på, sagde John Williams, chef for forbundsbankens New York-afdeling, tirsdag ifølge Bloomberg News.

ETCIFRET RENTESPÆND TIRSDAG

Mandag og tirsdag gik rentekurven fra 20 til under 10 basispoint, inden den vendte lidt ud på tirsdag eftermiddag og sluttede i 12. Det er det laveste siden starten af 2007, hvor rentespændet var i minus. Året efter begyndte den store recession, der faldt sammen med finanskrisen.

Generelt går det ellers pænt fremad for den amerikanske økonomi, der har vist vækstrater på over 2 pct. i hvert eneste af de sidste seks kvartaler - og over 4 pct. i andet kvartal i år - og arbejdsløsheden er faldet gevaldigt. Men det kan måske være på lånt tid, forudser Jacob Graven fra Sydbank.

- Signalet fra den meget flade og delvist inverterede amerikanske rentekurve skal tages alvorligt. Det er et signal om, at investorerne forventer, at amerikansk økonomi vil bremse op i de kommende år, mens den amerikanske forbundsbank på kort sigt vil blive ved med at hæve renten. Investorerne frygter med andre ord, at Fed-direktør Powell og co. kommer til at kvæle det økonomiske opsving med flere renteforhøjelser, skriver Jacob Graven.

Sydbanks spådom er, at USA's økonomiske vækst vil falde fra omkring 3 pct. i 2018 til 2 pct. i 2019 og så måske gå i stå i 2020.

HØJERE RENTER FRA CENTRALBANKEN

Markedet forventer desuden lige nu, at Federal Reserve vil hæve den ledende rente igen på sit møde om to uger, så den er på 2,25 til 2,50 pct. ved udgangen af året. Og der forventes også flere renteforhøjelser næste år - omend tempoet er usikkert.

- Feds renteforhøjelser er kun en af flere grunde til, at amerikansk økonomi sandsynligvis vil bremse op i de kommende år. Mindst ligeså vigtigt er det, at effekten af Trumps skattelettelser vil ebbe ud i løbet af 2019, og at handelskrigen mellem USA og Kina kan få hele den globale økonomi til at bremse op. Dertil kommer, at den rekordlave arbejdsløshed i USA betyder, at det i stigende grad er svært for virksomhederne at skaffe den nødvendige arbejdskraft til at øge produktionen, skriver Sydbank-økonomen som forklaring.

Onsdag er der ingen handel med de amerikanske statsobligationer på grund af ekspræsident George H.W. Bushs begravelse, som har lukket finansmarkederne, men rentespændet kommer tilbage i fokus torsdag. Her kommer der også en håndfuld nøgletal, der kan give nye tegn på sundhedstilstanden i den amerikanske økonomi.

I Danmark er rentespændet til sammenligning på 85 basispoint mellem den ti- og toårige statsrente onsdag eftermiddag. Her gik spændet sidst i minus i midten af 2008 - også op til finanskrisen.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder