USA: Kinesiske embedsmænd får forbud mod indrejse

Udgivet den 08-10-2019  |  kl. 21:37  |  

Kinesiske embedsmænd, der har tilknytning til massefængslinger af etniske mindretal i Xinjiang-regionen, får indrejseforbud i USA.

Tirsdag aften har Trump-administrationen meddelt, at der er visumforbud for kinesiske embedsmænd, der kan knyttes til massefængsling af muslimer i Xinjiang-provinsen.

Det skriver Bloomberg News.

Dermed er det endnu en ting, som de kinesiske og amerikanske forhandlere skal overvinde i forbindelse med de handelsforhandlinger, som delegationer fra de to lande begynder på torsdag i Washington.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, indfører begrænsninger for regeringsledere og embedsmænd, der findes ansvarlige for eller medvirker til tilbageholdelse og misbrug af uighurer og andre muslimske mindretal i Xinjiang-regionen.

Nyheden fik nervøsiteten til at tage til på de amerikanske aktiemarkeder tirsdag aften dansk tid, da investorerne tolker det endnu en knast i handelsforhandlingerne.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Kina❯  USA❯ 

Seneste nyheder