USA-luk: Apple dominerede og løftede Nasdaq 2,3 pct.

Udgivet den 26-04-2012  |  kl. 04:00  |  

Det teknologitunge Nasdaq-indeks blev løftet 2,3 pct. onsdag, idet Apple-aktien sprang næsten 9 pct. i vejret efter at selskabet nok engang overgik markedets forventninger med et super regnskab for første kvartal. De amerikanske aktiemarkeder var også understøttet af, at den amerikanske centralbankchef på bankens rentemøde sagde, at centralbanken fortsat er klar til at understøtte økonomien i det omfang, det er nødvendigt, og at yderligere kvantitative lempelser fortsat er en mulighed.

Dow Jones-indekset steg 0,7 pct. til 13.090, mens S&P 500-indkset lukkede 1,4 pct. højere i 1391. Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg 2,3 pct. til 3030.

Teknologifænomenet Apple steg markante 8,9 pct. til 610 dollar. Verdens største selskab målt på markedsværdi aflagde i tirsdagens eftermarked regnskab for sit andet kvartal, hvor selskabet nok engang imponerede alt og alle. Apples omsætning steg i andet kvartal 59 pct. til 39,2 mia. dollar, hvilket var højere end analytikerestimatet, som lå på 36,9 mia. dollar. Indtjeningen efter skat overraskede også positivt, idet selskabet tjente 11,6 mia. svarende til 12,30 dollar, mens analytikerne kun havde ventet 10,02 dollar per aktie. Efter regnskabet hævede Goldman Sachs sit kursmål på aktien til 850 dollar fra 750 dollar, hvilket skyldes en forbedring i indtjeningsmarginallen og pengestrømmen.

Onsdag eftermiddag kom der tal for de varige forbrugsgoder i USA, som eksklusiv den volatile transportkomponent, viste et overraskende fald på 1,1 pct. i marts sammenlignet med en stigning på 1,9 pct. i februar. Det var betydeligt svagere end analytikernes forventninger om en stigning på 0,5 pct. i marts.

Den amerikanske flyproducent Boeing var aktuel med sit regnskab for første kvartal, hvor både omsætningen og især indtjeningen overgik analytikernes forventninger betydeligt efter flere leveringer af kommercielle fly. Boeing opjusterede på baggrund af de stærke tal for første kvartal sin indtjeningsprognose for helåret. Aktien steg 5,3 pct. til 77,1 dollar.

Den amerikanske telekoncern Sprint Nextel aflagde ligeledes regnskab for første kvartal, hvor tabet var mindre end ventet, og aktien steg 1,6 pct. til 2,43 dollar. Sprint Nextel har solgt mere end 1,5 mia. iPhones, hvilket var bedre end ventede 1,4 mio. Selskabet nævnte, at 44 pct. af salget af iPhones gik til nye kunder.

Eli Lilly blev løftet 2,1 pct. til 40,80 dollar. Den amerikanske medicinalgigant, som er konkurrent til Novo Nordisk, fremlagde regnskab for første kvartal, hvor både omsætningen og især indtjeningen kom ud betydeligt bedre end analytikernes forventninger. Eli Lilly valgte på den baggrund at opjustere indtjeningsprognosen for helåret, mens omsætningsprognosen blev fastholdt.

Caterpillar dykkede 4,6 pct. til 103,44 dollar. Den amerikanske entreprenørmaskinproducent, som henter store dele af salget hos minesektoren og byggebranchen, aflagde regnskab for første kvartal, hvor omsætningen skuffede, mens indtjeningen var bedre end ventet ligesom indtjeningsforventningerne blev opjusteret. Selskabet meldte dog om stærk global efterspørgsel på mineudstyr og en betydelig vækst i efterspørgslen på erstatningsprodukter i USA, hvilket mere end opvejede aftagende efterspørgsel i Kina og Brasilien.

Udgivet af: Aktiefokus