USA overvejer begrænsning på investeringer i Kina
Medlemmer af USA's regering diskuterer forskellige måder, hvorpå administrationen kan begrænse finansielle investorers placeringer af midler i Kina.
Det skriver Bloomberg News med henvisning til kilder med kendskab til overvejelserne.
Et sådan tiltag vil være ensbetydende med åbning af en ny flanke i handelskrigen mellem USA og Kina, og samtidig ville det påvirke investeringer for milliarder af dollar, der følger de store globale aktieindeks.
Forlydenderne kommer samtidig med, at de to stridende parter i handelskrigen ellers har varmet op til nye forhandlinger på højt niveau i næste uge, og overvejelserne sker samtidig med, at Kina faktisk selv er ved at åbne mere op for udenlandske investeringer på sine kapitalmarkeder.
Blandt de konkrete muligheder, som Trump-administrationen har kig på, er, ifølge Bloomberg News, at afnotere kinesiske selskaber fra amerikanske børser og begrænse amerikanernes mulighed for at eksponere sig mod kinesiske papirer i deres pensionsopsparinger. Et tredje muligt tiltag er at pålægge amerikanske indeksudbydere, eksempelvis MSCI, at begrænse kinesiske selskabers vægt i forskellige indeks.
Planerne er endnu ikke forelagt præsident Donald Trump, der skal give grønt lys for en beslutning, men præsidenten skal ifølge Bloomberg News' kilder have sagt god for at foretage diskussionen internt.
Efter nyheden er aktierne i USA vendt rundt. S&P 500 ligger i minus med 0,5 pct., men var kort forinden i plus med 0,2 pct.
/ritzau/FINANS