USA: Selskaber holdt igen udbyttefest i 2019
De store børsnoterede amerikanske selskaber - dem i S&P 500 - holdt igen i 2019 en veritabel udbyttefest.
Det skriver Financial Times.
For ottende år i træk satte udbetalingerne nemlig rekord, da de steg med 6,4 pct. til næsten en halv billion dollar. Nærmere bestemt udbetalte koncernene i indekset 485,5 mia. dollar, viser en opgørelse fra S&P Dow Jones Indices. Samlet blev det derfor til et udbytte på 56,24 dollar per aktie i indekset.
- Amerikanske udbytter fortsatte op i fjerde kvartal 2019, selv om vækstraten bremsede op fra det forrige år, da selskaberne henviste til deres skattelettelser i deres meddelelser, siger Howard Silverblatt, senior indeksanalytiker hos S&P Dow Jones Indices.
I 2018 var de amerikanske virksomheder særligt begunstiget af den skattereform, som Trump-administrationen fik vedtaget i slutningen af 2017. Den sender over ti år samlet set 1500 mia. dollar tilbage til virksomheder og borgere i USA med den største effekt i 2018.
I fjerde kvartal 2019 var væksten i udbytter på 1 pct. derfor lavere end de foregående tre kvartaler, og i 2018 voksede udbytter med 8,7 pct. på årsbasis - altså højere end i hele 2019.
Howard Silverblatt spår, at der igen i 2020 vil blive registreret en fremgang i udbyttebetalingerne blandt selskaberne i S&P 500, og den kan meget vel blive en tocifret vækstrate, skriver Financial Times.
/ritzau/FINANS