USA: Stærk regnskabssæson i vente - men handelskrig kan forstyrre

Udgivet den 09-07-2018  |  kl. 12:05  |  

Der er lagt op til endnu en stærk amerikansk regnskabssæson i andet kvartal af 2018, som for alvor skydes i gang i denne uge med regnskaber fra blandt andet Pepsico, Levi Strauss, JPMorgan Chase, Wells Fargo og Citigroup.

Kort forinden regnskabsstimen har USA gjort alvor af sine trusler om at indføre told på kinesiske varer til en værdi af 34 mia. dollar, da de omtalte toldsatser trådte i kraft fredag morgen dansk tid. Det fik straks Kina til at reagere ved at indføre forhøjede toldsatser på en række amerikanske varer.

De seneste måneder har investorerne fulgt udviklingen i handelskonflikten tæt, men det er ikke noget, der ventes at have haft den store effekt på indtjeningen i de amerikanske selskaber i april, maj og juni, som udgør andet kvartal for mange selskaber.

- Vi forventer endnu en rekordstærk regnskabssæson med amerikanske virksomheder, der leverer indtjeningsvækst i størrelsen 20-25 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

- Med en stærkere aktivitet i USA i andet kvartal og en gennemsnitligt højere oliepris end i første kvartal, så peger det imod samme stærke indtjeningsvækst som i første kvartal, selv om dollar er styrket, vurderer Andreas Østerheden, seniorstrateg hos Nordea, i en kommentar.

Hos Jyske Bank lyder forventningen til indtjeningsvæksten i andet kvartal på i underkanten af 20 pct., og banken peger også på olieprisen som et af de elementer, der vil være med til at understøtte fremgangen på selskabernes bundlinje. Hos Nordnet fremhæves det også, at analytikerne forventer en vækst på de nederste linjer på 20 pct.

- Hvis det går, som det plejer, vil selskaberne overgå forventningerne med 2-3 pct.point og regnskaberne for andet kvartal vil være blandt de absolut bedste de seneste ti år, skriver Per Hansen fra Nordnet i et notat.

- En meget betydelig del af væksten kommer fra lavere amerikansk selskabsskat. Investorerne ved, at der i 2018 bliver tale om fire kvartalsmæssige engangseffekter på grund af Donald Trumps amerikanske skattereform i forhold til sammenligningsgrundlaget i samme kvartal året før, fortsætter han.

HANDELSURO KAN PÅVIRKE FORVENTNINGER

Selv om handelsuroen ikke ventes at have en direkte effekt på kvartalets regnskabstal, så er den ikke helt uden betydning. Både Nordnet, Jyske Bank og Nordea peger på spændingerne mellem nogle af verdens største økonomier som et risikoelement for selskabernes forventninger til hele 2018.

- Hvis vi ser tendenser til usikkerhed i guidance for fremtiden på grund af nervøsitet omkring vækst eller udenrigshandel, vil det kunne standse investeringsplaner og få markedets tillid til selskaberne til at bremse op, skriver Jyske Bank i et notat, hvor banken henviser til, at selskaber som Daimler, Harley Davidson og Osram allerede har meldt ud, at de vil blive negativt påvirket af handelskrigen mellem USA og henholdsvis Kina og EU.

Også Nordea vurderer, at usikkerheden kan afholde de amerikanske selskaber fra at løfte forventningerne på nuværende tidspunkt og i stedet kan føre til fastholdelsen af forsigtige prognoser for hele året.

- Det vil betyde, at vi, regnskabsboomet til trods, ikke får den store generelle markedsreaktion opad. Omvendt ligner USA det sikre sats i sammenligning med Europa, så vi foretrækker en overvægt i USA, skriver Andreas Østerheden.

Regnskabssæsonen i USA skydes for alvor i gang i denne uge, mens der kun kommer mere fart på regnskabsfremlæggelserne i ugerne efter.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,67%
 
16:40:01

 
5,00%
 
16:40:01

 
4,89%
 
16:40:01

 
3,59%
 
16:40:01

 
2,29%
 
16:40:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder