USA: Thanksgiving holder Wall Street lukket - futures falder en spids

Udgivet den 28-11-2019  |  kl. 19:00  |  

Det amerikanske marked er torsdag lukket på grund af Thanksgiving, men der handles fortsat futures - og handlen med disse indikerer torsdag aften dansk tid en svagt negativ åbning, når det amerikanske marked fredag åbner for en halv dag.

Torsdag ligger futures for de ledende amerikanske aktieindeks med fald på omkring 0,1 pct., og det peger derfor i retning af, at de tre indeks fredag fjerner sig fra onsdagens rekordniveauer.

Onsdagens stigninger blev hjulpet på vej af en stribe nøgletal, der gav indtryk af en modstandsdygtig amerikansk økonomi, og forhåbninger om en snarlig handelsaftale mellem USA og Kina.

Det brede S&P 500-indeks endte onsdagens handel med en stigning på 0,4 pct., Dow Jones-indekset lukkede 0,2 pct. højere, og det teknologitunge Nasdaq-indeks var dagens højdespringer med et plus på 0,7 pct.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯