USA/aktier: Fornyet handelsfrygt vendte markedet

Udgivet den 20-09-2019  |  kl. 22:10  |  

Det amerikanske aktiemarked åbnede fredag med en positiv undertone. Kina havde fredag trimmet sin etårige referencerente, og det var ifølge Reuters med til at skabe håb om, at centralbankerne er parate til at dæmpe de reelle effekter af handelskrigen mellem USA og Kina.

Samtidig er en kinesisk delegation er i USA for at spore sig ind på en dagsorden til et topmøde i oktober, og det trak op.

Men over middag amerikansk tid vendte stemningen og handelskrigsfrygten viste igen sit mindre pæne ansigt. En kinesisk delegation skulle i næste uge besøge amerikanske landmænd i Montana, men aflyste turen. Dermed dæmpedes optimismen om en løsning på handelskrigen fra tidligere på dagen, og aktierne tog mod syd.

- Handelskrigstumlerier er den enkle forklaring på markedets udvikling fredag, pointerer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank, efter markedets lukning over for Ritzau Finans.

Han fremhæver, at Danske Banks hovedscenarie fortsat er, at handelskrigen ikke finder sin endelige løsning på denne side af det amerikanske præsidentvalg, der først finder sted næste år til november.

- Frem til præsidentvalget næste år vil vi få frem- og tilbageskridt fra handelskrigen og præsidentielle tweets om det, vurderer han.

Det brede S&P 500-indeks endte 0,5 pct. lavere. Dow Jones-indekset endte med et fald på 0,6 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt 0,8 pct.

De amerikanske aktier indledte ellers ugen på hælene efter droneangrebet i Saudi-Arabien, men mandagens nedtur er indhentet, og S&P 500-indekset har set over de seneste fem børsdage ikke gjort meget væsen af sig.

Med til at sende Nasdaq ned fredag var et fald i Netflix på 5,6 pct. til 270,55 dollar til det laveste niveau i ni måneder. Faldet skyldtes, at analyseselskabet Evercore ISI oplyste, at nye data maler et usikkert billede af streamingtjenestens vækst i udenlandske kunder. Desuden meldte CEO Reed Hastings om stigende omskolinger og øget konkurrence fra Walt Disney og Apple.

STORMAGASINKÆDE REBOUNDEDE

Den amerikanske stormagasinkæde J.C. Penney sluttede ugen af i fin form. Aktien steg 16,1 pct. til 0,94 dollar efter seks børsdage med et massivt fald på i alt 35 pct.

Stormagasingruppen er i færd med at forberede sig på forhandlinger med sine kreditorer med henblik på at reducere sin gældsbyrde forud for den vigtige julehandel. I følge Bloomberg skulle man være så langt i processen, at kreditorerne snart vil få adgang til selskabets bøger.

Blandt chipproducenterne, der har lidt under handelskonflikten, faldt Xilinx 6,9 pct. til 96,45 dollar efter at selskabets topchef Lorenzo Flores stopper.

FREMGANG TIL NOVO-RIVAL

Blandt medicinalaktierne steg Novos amerikanske rival, Eli Lilly, med 1,6 pct. til 116,14 dollar. Selskabet fortalte fredag, at en komité under de europæiske sundhedsmyndigheder er kommet med en positiv anbefaling af en udvidet indlægsseddel for Lilly's storsælgende diabetesmiddel Trulicity.

Komitéen mener, at indlægssedlen skal inkludere resultater fra et kardiovaskulært studie, som har vist en nedsættelse af risikoen for alvorlige hjerte-kar-relaterede hændelser (MACE).

Også Merck gik frem efter at selskabets midler Pifeltro og Delstrigohar fik godkendelse til anvendelse i visse voksne patienter med hiv-1. Aktien steg 1,4 pct. til 85,17 dollar.

Som for Novo-aktierne i Danmark steg Novo Nordisks ADR i USA efter meddelelsen fra de amerikanske sundhedsmyndigheder om, at selskabets diabetespille - oral Semaglutid - er blevet godkendt i USA.

I Danmark steg aktien 2,6 pct., mens ADR'eren steg 2,1 pct.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder