USA/aktier: Handelsnyt spolerede optimismen - Wells Fargo i top

Udgivet den 27-09-2019  |  kl. 22:08  |  

Fredagens handel vaklede indledningsvist mellem minus og plus, men ved middagstid gik markedet endeligt i rødt på ny handelsbekymring. Storbanken Wells Fargo gjorde dog sit til at løfte stemningen, mens chipproducenten Micron omvendt holdt markedet tilbage.

Dow Jones-indekset klarede sig bedst med et minus på 0,3 pct. Det brede S&P 500 mistede 0,5 pct., mens teknologitunge Nasdaq bakkede mest med 1,1 pct.

Udviklingen betød, at alle tre hovedindeks endte ugen i minus. Dow Jones mistede 0,4 pct., mens S&P 500 faldt 1,0 pct. siden sidste fredag. Nasdaq tabte imidlertid mest med 2,2 pct.

WELLS FARGO I TOP

Wells Fargo steg med 3,8 pct. og trak mest op i S&P 500, da det endelig lykkedes for banken at finde en ny topchef. Det bliver Charles Scharf, som man henter ind fra en tilsvarende topstilling hos konkurrenten Bank of New York Mellon.

Meldingen blev positivt modtaget, fordi det denne gang er lykkedes at finde en kvalificeret topchef, som ikke var en del af Wells Fargo i perioden, hvor banken oprettede millioner af falske konti. Wells Fargo har kigget efter ny CEO siden marts, da Tim Sloan trådte tilbage.

Micron Technology agerede omvendt modvægt og agterlanterne indekset, med et minus på 11,1 pct. Et bedre end ventet fjerde kvartal blev overset af investorerne, fordi koncernen har forklaret det med kunder, som bygger lagre op af frygt for optrapning i handelskrigen, ligesom koncernen derfor skuffede med en svag prognose.

Forventningerne indikerer ifølge Bloomberg News, at Microns første kvartal vil blive det fjerde i træk med et omsætningsfald på årsbasis på 20 pct.

GODT OG SKIDT NYT PÅ HANDELSFRONTEN

Starten på fredagens handel var præget af en optimistisk stemning, da Kinas udenrigsminister, Wang Yi, torsdag havde opfordret til positive handelsforhandlinger i næste måned og gjort klart, at Kina er parat til at købe flere varer i USA.

Kort før middag skrev Bloomberg News imidlertid, at USA's regering som et led i handelskrigen overvejer at begrænse finansielle investeringer fra USA ind i Kina og måske afnotere kinesiske selskaber fra amerikanske børser. Det ville i givet fald være en ny flanke, som amerikanerne åbner i handelskrigen.

- Vi har en lidt mærkelige situation, hvor der kommer de her udmeldinger. Det er nok, fordi man tester forskellige ting af, inden de skal mødes, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Meldingen ramte kinesiske selskaber noteret i USA hårdt. Alibaba faldt med 5,2 pct., mens JD.com mistede 6,0 pct. Baidu gik desuden tilbage med 3,7 pct.

- De skal også have hug på en sådan historie, fastslår Lars Skovgaard Andersen.

FINANS I TOP

På sektorfronten var det finansaktierne, som klarede sig bedst med en stigning på 0,2 pct. Naturligvis trukket af Wells Fargo, men også med plusser på 0,6 pct. til JPMorgan Chase og 0,8 pct. til Bank of America. Bank of New York Mellon droppede derimod 4,5 pct. på tabet af sin topchef.

Ingen andre sektorer var i plus, og i den anden ende lå it-aktierne med et fald på 1,3 pct. Blandt dem var Micron den store synder, men også Microsoft faldt med 1,3 pct., mens Apple bakkede med 0,5 pct. Halvlederkoncernen LAM Research blev desuden trukket med ned af Microns kommentarer om svag underliggende efterspørgsel og tabte 5,3 pct. Nvidia tabte også 3,2 pct.

- Det er klart, det rammer teknologiaktierne, hvis man laver de her investeringsrestriktionerne. Micron skuffede også, og har en det dårligt, rammer det alle. Jeg tror dog, man er blevet lidt for negative. Vi har set den her envejstrafik, drevet af analytikernedjusteringer og frygt for indgreb. Det øger sandsynligheden for, at de kan overraske positivt med regnskaberne, lyder det fra Danske Banks seniorstrateg.

Kommunikationsservice mistede også 0,9 pct. Her bakkede Facebook med 1,7 pct., mens Googles ejer, Alphabet, mistede 1,3 pct., og Walt Disney faldt med 1,0 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯