USA/aktier: Politisk hårdknude presser kurserne sydpå
Der var igen kursfald på de amerikanske aktiemarkeder tirsdag. Investorernes stigende frygt for, at den politiske hårdknude i Washington skal ende med et teknisk statsbankerot, fik mandagens salgsbølge til at fortsætte fra markedet åbnede tirsdag.
Holdningerne blande politikerne i Kongressen er fortsat stejle, og præsident Barack Obamas møde med den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, gav intet gennembrud.
Dow Jones Industrial Average sluttede tirsdag med et fald på 1,1 pct. i 14.776,53, mens det bredere S&P 500-indeks endte 1,2 pct. lavere i 1655,45.
Hårdest ramt blev teknologiaktierne i Nasdaq-indekset, der lukkede med et fald på 2,0 pct. i 3694,83. Baggrunden for det ekstraordinære store kursfald i sektoren er, at det amerikanske skattevæsen har sat en undersøgelse i gang for at se nærmere på it-selskabernes bogføringspraksis for de outsourcede divisioner. Det gav kursfald til Facebook, Yahoo, Netflix og Linkedin på mellem 4 pct. og 7 pct.
Mens de amerikanske politikere gravede grøfterne dybere i forhold til hinanden, kom Den Internationale Valutafond, IMF, på banen med en advarsel om, at de nuværende stridigheder blandt politikerne i USA kan få store negative konsekvenser ikke bare for USA, men for verdensøkonomien.
For med den nuværende krise om budgettet er en forøgelse af gældsloftet bragt i tvivl, vurderer IMF.
- En lang nedlukning af staten i USA vil have markante negative konsekvenser for for væksten. En manglende hurtig forøgelse af gældsloftet kan også få negative konsekvenser for finansmarkederne og den økonomiske aktivitet, der vil ramme resten af verden, lød det fra IMF der samtidig pegede på, at en amerikanske statsbankerot "kan gøre seriøs skade på verdensøkonomien".
Med de markante kursfald siden den amerikanske regerings nedlukning sidste tirsdag, begynder investorernes frygt at kunne ses på Capitol Hill.
- Markedet vil begynde at presse regeringen. Jo længere det trækker ud, jo mere ubehageligt bliver det, fordi vi kommer ikke til at se kursstigninger før der bliver gjort noget. Det er med at sælge ud nu og så vente på, at stormen lægger sig, siger aktiechef Rick Fier fra Conifer Securities i New York til Bloomberg News.
Onsdag morgen ser det dog lidt lysere ud. I det asiatiske marked ligger de amerikanske aktiefutures med plusser på 0,2-0,3 pct.
Den amerikanske regnskabssæson blev også skudt i gang tirsdag, selv om den ny omgang kvartalsregnskaber er sat i skyggen af de politiske stridigheder. Aluminiumsproducenten Alcoa fremlagde et bedre end ventet regnskab, mens Yum Brands, der står bag fastfoodkæderne KFC, Taco Bell og Pizza Hut, måtte bide i græsset efter et fald i den asitiske omsætning på hele 68 pct.
Begge regnskaber blev først offentliggjort efter børstid, men i eftermarkedet steg Alcoa 3,0 pct. mens Yum Brands blev ført til skafottet med et fald på 7,0 pct.
Onsdag kan analytierne se frem til offentliggørelsen af referatet fra det seneste pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank. Indholdet ventes at blive studeret nøje for tegn på, hvor tæt mødedeltagerne er på at sætte en neddrosling af de kvantitative lempelser i gang.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›