USA/lukning: Aktier i solid vending og endte med plusser - comeback til Salesforce
De amerikanske aktier indledte fredagen med mindre stigninger, da investorerne til deres lettelse fik den forventede afdæmpning af kerneinflationen i april, men sidenhen gled markedet solidt i rødt, inden det til allersidst alligevel kravlede ganske pænt i plus.
Og fredagens positive afsluttende stemning synes at ville fortsætte mandag. Futures indikerer stigninger på 0,2-0,3 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet åbner i New York sener på dagen.
På trods af, at renterne fredag faldt, var det de teknologitunge vækstsektorer, dem med de såkaldte megacaps, som længe tyngede markedet med store fald især inden for it, men da markedet lukkede, var det de færreste, som var klædt i rødt.
Der var samtidig lidt comeback til sygekasserne efter nedturen onsdag og torsdag, mens energi også steg trods den tredje handelsdag i træk med fald til olieprisen.
Det brede S&P 500-indeks steg i sidste ende 0,8 pct. fredag, men var på et tidspunkt også i minus med 0,8 pct., og det sluttede derfor ugen med et samlet fald for på 0,5 pct. Den første tilbagegang i seks uger.
Nasdaq var mest i minus fredag, men sluttede med et marginalt fald, mens Dow Jones vandt mest frem med et plus på 1,5 pct.
- Vinderne bliver til taberne. For nu, siger Dan Wantrobski, researchdirektør hos Janney Montgomery Scott, til Bloomberg News.
- Vi så et brud med den indledende støtte i nogle områder. Helt på bundlinjen forventer vi stadig en bumlet køretur for amerikanske aktier på vej ind i juni.
GODT INFLATIONSNYT
Fredagens opgørelse over kerneinflationen, PCE Core, for april, var på forhånd udset til at blive ugens helt store nøgletal, for det er nemlig centralbankens i USA's foretrukne mål for prisstabilitet, og fordi banken jo netop kæmper mod et forhøjet inflationsniveau.
Målingen viste sig dog at blive helt som ventet med en afdæmpet stigning på månedsbasis på 0,2 pct. mod 0,3 pct. i marts og en uændret årsvækst på 2,8 pct.
Det er en god nyhed med faldet på månedsbasis, da målingen efter en solid afbøjning i fjerde kvartal sidste år pludselig tikkede op i de første tre måneder af 2024.
Kerneinflationen er dog stadig alt for høj i forhold til Federal Reserves eget mål om 2,0 pct. om året, men en blidere måling kan tidligere end ellers bane vej for rentesænkninger. Måske det var det, som alligevel sikrede fredagens fremgang.
IT DYKKEDE
I S&P 500 vandt energi mest frem med 2,5 pct. I den anden ende faldt it-aktierne marginalt, mens cyklisk forbrug og kommunikationsservice kravlede i plus med 0,2 og 0,6 pct.
Det var Salesforce, der torsdag efter et skuffende kvartalsregnskab tabte 19,7 pct., som trak mest op i markedet med et plus på 7,5 pct. Microsoft vendte samtidig rundt fra et større minus til et plus på 0,1 pct., mens Apple steg 0,5 pct.
Ligeledes inden for it var chipaktierne dog under pres. Her mistede Nvidia 0,8 pct., mens Broadcom bakkede 2,6 pct.
Inden for cyklisk forbrug tabte Amazon også 1,6 pct., ligesom Tesla smed 0,4 pct., og i kommunikationsservice dalede Meta Platforms 0,1 pct., mens Alphabet steg 0,2 pct., og Netflix tabte 0,9 pct.
I sundhed var der omvendt plus til USA's største sygekasse, Unitedhealth, på 2,9 pct. og til konkurrenten Elevance Health på 6,1 pct. Der var formentlig en korrektion efter kursfald den senere tid på baggrund af meldinger om et langsomt kundeoptag i Medicaid-forretningerne.
ICAHN PÅ SPIL
På nyhedsfronten lød det, at investeringsmilliardæren Carl Icahn har købt sig ind i Caesars Entertainment, og det sendte aktien til tops i S&P 500 med et plus på 11,7 pct.
I den anden ende mistede HP 4,9 pct. Nedturen skyldtes et svagt regnskab fra konkurrenten Dell, som uden for hovedindekset tabte 17,9 pct. HP var ellers selv steget 17,0 pct. torsdag, da det selv havde oplyst om den første vækst i PC-salget siden 2022 på 3 pct.
I S&P 500 faldt dagligvarekæmpen Costco fredag også med 0,7 pct., selv om tredje kvartal var bedre end analytikernes forventninger på både top og bund, men aktien var forinden allerede steget næsten 25 pct. i år.
Blandt de mindre aktienavne skilte Gap sig fredag også ud med et plus på hele 28,6 pct. efter en opjustering torsdag aften drevet af overraskende underliggende salgsvækst for alle tøjkoncernens mærker.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯