USA/lukning: Apple sænkede aktier - men stadig rekord til Nasdaq

Udgivet den 18-02-2020  |  kl. 22:09  |  

De amerikanske aktier faldt tirsdag - efter helligdag mandag - fra sidste uges rekordniveauer, da en nedjustering fra Apple mandag aften skabte en negativ stemning på de globale finansielle markeder.

Det brede S&P 500-indeks mistede 0,3 pct., mens Dow Jones tabte 0,6 pct. Teknologitunge Nasdaq vendte derimod minus til plus og steg marginalt til nyt rekordniveau i 9732,74 indekspoint.

APPLES UDLØSTE NEDTUREN - MEN SLAP SELV NÅDIGT

Apple nedjusterede sine salgsforventninger mandag aften, fordi koncernen er ramt af virusudbruddet i Kina. Uden at sætte nye tal på oplyste koncernen, at den ikke vil nå målet om en omsætning på 63 til 67 mia. dollar her i martskvartalet.

I forvejen havde Apple allerede meldt et bredt interval ud på 4 mia. dollar på grund af virusudbruddet, fortalte topchef Tim Cook i slutningen af januar, men åbenbart ikke tilstrækkeligt, da koncernens globale forsyning er blevet forstyrret, fordi iPhonen produceres i Kina, og da efterspørgslen i Kina, hvor en femtedel af koncernens indtægter kommer fra, er blevet ramt af butikslukninger og færre kunder.

- Dette er et faktatjek på, at det virkelig sker. Mens det ikke er en stor overraskelse, at den globale økonomi er påvirket hele vejen til Californiens teknologivirksomheder, så tager nogle folk dette som en bekræftelse, sagde Kit Juckes, makrostrateg hos Société Générale, til The Wall Street Journal.

Apples aktie faldt tirsdag med 1,8 pct. til 319,00 dollar. Et nådigt fald, da aktien tidligt i handelen var nede i 314,61 dollar, et minus på 3,2 pct., og da aktien i formarkedet var indikeret til et minus over 4 pct. Imens steg både Amazon og Microsoft med 1,0 pct.

FALD TIL CHIPPRODUCENTERNE

Apples minus var dog med til at trække it-sektoren i S&P 500-indekset ned med 0,4 pct., ligesom nyheden ramte undergruppen af chipproducenter, der faldt med 0,9 pct. med tilbagegang til Intel på 1,7 pct., et minus til Broadcom på 2,2 pct. og en nedtur til LAM Research på 4,1 pct. Nvidia og AMD steg imidlertid 2,3 og 2,9 pct.

Med i bunden af S&P 500-indekset befandt sig endnu en gang energiaktierne med et minus på 0,8pct., mens finansaktierne bakkede lidt mere med 0,9 pct., fordi Apples melding pressede renterne ned, og det er skudt nyt for bankernes indtjening. I toppen befandt sig derimod den defensive forsyningssektor, som omvendt gavnes af rentefald, med et plus på 0,8 pct., mens kommunikationsservice steg med 0,4 pct. - løftet af Facebook og Netflix med fremgang på 1,7 og 1,9 pct.

PLUSSER TIL KØBMÆNDENE

Trods svage tal for fjerde kvartal i Walmarts skæve finansår steg aktien med 1,5 pct. Verdens største arbejdsgiver fremlagde nemlig en prognose for 2020, som demonstrerer koncernens modstandskraft i et udfordret marked.

- Walmart er fortsat et godt sted. Selv om Walmarts vækstrate blev blødere i i det sidste kvartal, så var resultaterne ikke desto mindre respektable, vurderede Neil Saunders fra Globaldata Retail over for Bloomberg News.

Trods en vækst i salget på 2,1 pct. i fjerde kvartal kom både omsætning og indtjening en smule ind under forventningerne, mens prognosen for det nye regnskabsår lyder på en indtjening mellem 5,00 og 5,15 dollar per aktie mod analytikernes bud på 5,22 dollar.

En anden købmandsforretning i fremgang tirsdag var Krogers, som steg med 5,2 pct. I den lange amerikanske weekend kom det frem, at Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway har gjort en milliardinvestering i aktien.

MACYS' ER SKRALD

I den modsatte ende af S&P 500 lå blandt andet fødevareproducenten Conagra Brands med et minus på 6,2 pct., da koncernen mandag sænkede sine forventninger til den organiske vækst i år dette regnskabsår til intervallet 0 til 0,5 pct. mod førhen mellem 1,0 og 1,5 pct.

Stormagasinkæden Macy's var også i vælten tirsdag, da kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's sænkede sin vurdering til junk-status, fordi bureauet ikke tror på den turnaround-plan, som koncernen fremlagde i starten af februar. Det sendte aktien i minus med 3,6 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder