USA/lukning: Den løftede stemning efter handelsnyt blev udvisket

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 22:08  |  

Nyt fra handelsforhandlingerne mellem Kina og USA var med til at lette stemningen på det amerikanske aktiemarked en smule i løbet af tirsdagen, men alligevel endte de tre ledende indeks med at falde sidst på handelsdagen.

Det brede S&P 500-indeks gik tilbage med 0,1 pct., og det samme gjorde både Dow Jones-indekset og det teknologitunge Nasdaq-indeks.

Forud for handelsstart trak markedsstemningen ellers lidt væk fra den negative retning.

Det stemningsskifte kom, efter at The Wall Street Journal kunne fortælle, at USA og Kina arbejder på en aftale, der kan udskyde den runde af nye toldsatser, der ellers står til at ramme en række kinesiske varer i weekenden.

De mere positive takter endte dog ikke med at holde dagen ud, og handlerne har fra ugens start været nervøse for udviklingen i handelsforhandlingerne mellem de to lande.

Fraværet af konkrete positive udtalelser kostede mandag en tilbagegang for de tre ledende indeks i USA på 0,3-0,4 pct. efter tre dage med fremgang i sidste uge.

Ifølge Lars Skovgaard Andersen, der er senioraktierådgiver hos Danske Bank, vil ugen byde på en række nyheder, som investorerne bør have blikket rettet imod.

- Vores bud for denne her uge var, at det ville være en uge, hvor investorerne kunne blive lidt nervøse og tage penge ud af markedet.

- De ved, at der er centralbankmøde onsdag, og endnu vigtigere skal vi finde ud af, hvad der sker med de her tariffer, siger han.

Onsdag afslutter den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sit rentemøde, og det samme gør Den Europæiske Centralbank torsdag i denne uge.

Der ventes ingen ændring af rentesatserne, men investorerne håber på at få signaler om eventuelle lempelser i pengepolitikken i det kommende år.

ELI LILLY-KONKURRENT DROPPER UDVIKLING AF NYE DIABETESPRODUKTER

Medicinalkæmpen Eli Lilly fik nyt fra den franske konkurrent Sanofi, der tirsdag afholdt kapitalmarkedsdag i Massachusetts.

Her fortalte Sanofi, at det franske selskabs nye strategi ikke giver plads til udvikling af nye produkter til behandling af diabetes, hvilket netop er et område, hvor Eli Lilly, Sanofi og danske Novo Nordisk ligger i indbyrdes hård konkurrence.

Eli Lillys aktie steg 0,3 pct. tirsdag.

Bilreservedelsforhandler Autozone klarede sig en del bedre i tirsdagens handel, hvor aktien blev sendt op med 6,8 pct. efter et stærkere end ventet regnskab for det forskudte første kvartal.

Den sammenlignelige salgsvækst blev i kvartalet øget til 3,4 pct. fra 2,7 pct. i samme kvartal sidste år.

Til sammenligning havde analytikerne ventet en mere afdæmpet salgsvækst på 2,6 pct., viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie blev desuden løftet til 14,30 dollar fra 13,47 dollar sammenlignet med analytikerforventningen på 13,78 dollar per aktie.

Stitch Fix, der sælger tøj og sko online, havde også en god dag på børsen tirsdag, hvor selskabets aktie steg 4,2 pct. efter offentliggørelsen af positivt overraskende regnskabstal for første kvartal.

Regnskabet viste en fremgang i nettoomsætningen på 21 pct. på årsbasis til 445 mio. dollar sammenlignet med analytikernes forventninger om en omsætning på 441 mio. dollar.

OPKØBSMULIGHED OG NEDJUSTERET ANBEFALING

Der var også rampelys til Nortonlifelock, som leverer it-sikkerhedssoftware, og som ifølge Bloomberg News er genstand for interesse fra en håndfuld selskaber - heriblandt konkurrenten McAfee.

Rygterne om interessen løftede aktien 3,5 pct.

Mindre godt gik det for streaminggiganten Netflix tirsdag, efter at finanshuset Needham sænkede sin anbefaling for selskabets aktie til "underperform" fra "hold". Netflix-aktien faldt 3 pct.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet