USA/lukning: Faldt tilbage - pres på chipaktier og skuffelse fra Adobe

Udgivet den 13-12-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier faldt torsdag, da især chipaktierne og softwareselskabet Adobe kom under pres.

Fredag morgen er der udsigt til større udsving, når markedet åbner i New York fredag. Futures indikerer fald i Dow Jones på 0,1 pct., S&P 500 står til at åbne uændret, mens Nasdaq indikeres at ville stige 0,3 pct. efter et solidt regnskab fra Broadcom efter børstid torsdag.

For aktieinvesteringer var torsdagens nyheder ellers relativt positive med rentenedsættelser fra både Den Europæiske Centralbank (ECB), den schweiziske centralbank og tilmed Nationalbanken i Danmark.

Samtidig styrkedes forventningerne til en rentesænkning i USA næste onsdag igen, da markedet nu indregner en sandsynlighed på 98 pct. for en nedsættelse på 0,25 pct.point, men offentliggørelsen af højere end ventede producentpriser i USA i november peger dog mod langsommere eller færre rentesænkninger fremadrettet.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,5 pct. Dow Jones endte samtidig i minus med 0,5 pct., mens Nasdaq tabte 0,7 pct.

- Inflationsdataene var lidt stærkere end ventet, og selv om det vedrører en mindre del af økonomien end forbruget, er det en påmindelse om, at renten måske ikke skal så hurtigt ned, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

Producentpriserne steg i november med 3,0 pct. på årsbasis mod ventede 2,6 pct. blandt andet på grund af kraftige prisstigninger på æg, da fugleinfluenza har kostet millioner af høns livet.

- Vi har også lidt et tyndt julemarked, hvor inflationsdataene får lov at påvirke.

- Investorerne er parate til at købe bredere op, men det kræver, at Jerome Powell kommer på banen og sætter renten ned på onsdag, siger investeringsstrategen.

Jerome Powell er formand for centralbanken i USA.

DAGLIGVARER BEDST

I S&P 500 var det defensive dagligvarer, der klarede sig bedst med en sølle stigning på 0,2 pct. Den eneste sektor i plus.

I den anden ende havde cykliske sektorer som energi, industri samt råvarer og materialer det svært med fald på 0,7 pct. hver især, mens de tunge vækstsektorer, it og cyklisk forbrug, og kommunikationsservice, også mistede 0,5-0,8 pct.

I hovedindekset var det torsdag chipkæmpen Nvidia, der tyngede mest med et fald på 1,4 pct., mens lillebror Broadcom også mistede 1,4 pct. inden sit kvartalsregnskab, som blev offentliggjort efter markedets lukning torsdag, hvilket ifølge Danske Banks investeringsekspert også var årsag til, at "investorerne holdt lidt igen".

- Der er også lidt efterveer på efter nyheden om Googles kvantechip, der stadig påvirker halvledersektoren negativt, vurderer han.

Googles nye kvantechip kan gøre kvantecomputere nærmest uendeligt mange gange hurtigere, oplyste Alphabets datterselskab tidligere på ugen.

Alphabets aktie tabte dog også 1,8 pct., mens Tesla mistede 1,6 pct.

TVIVL OM AI-VÆKST

Ligeledes inden for it steg Apple imidlertid med 0,6 pct., mens Microsoft vandt 0,1 pct. Der var dog hug til softwareselskabet Adobe, som dykkede 13,7 pct. efter et skuffende kvartalsregnskab onsdag aften.

Selskabet, der er kendt for software til blandt andet billedbehandling, regner i 2024/25 med at nå et salg på 23,30-23,55 mia. dollar. Men det tal nåede ikke helt forventningen på Wall Street, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 23,78 mia. dollar.

Den svagere end ventet salgsprognose skaber tvivl om Adobes evne til at udnytte kunstig intelligens, og Adobe var dermed torsdagens dårligst præsterende aktie i S&P 500.

- Adobe skuffer. Det er en dårlig nyhed i en række fra flere fra softwareselskaberne, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.

FORLØBER TIL FRASALG

I den anden ende var der plus til Warner Bros Discovery, der blev løftet 15,4 pct., fordi underholdningskæmpen annoncerede en ny struktur med to hoveddivisioner, for analytikerne anser ifølge Bloomberg News det som et første skridt mod frasalg eller selvstændig børsnotering af flere enheder.

Uden for hovedindekset var der torsdag også fokus på Riot Platform, der gik op med 4,8 pct., fordi den aktivistiske investeringsfond Starboard Value ifølge The Wall Street Journal har købt aktier i bitcoin-mineren.

Keros Therapeutics tabte omvendt hele 73,2 pct., da biotekselskabet har måttet indstille forsøg med den højeste dosis med et middel til at behandle lungesygdommen pulmonal arteriel hypertension.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

09:24 Rio Tinto og Glencore diskuterer angiveligt mulighed for at slå pjalterne sammen
09:16 Aktier/åbning: Ørsted stryger til tops - Mærsk-aktierne får baghjul
09:07 ISS sikrer sig to aftaler i 100 mio. kr.-klassen
08:58 Obligationer/åbning: Renten tager mindre dyk frem mod amerikansk industriproduktion
08:49 Netcompany sænkes til "hold" af Jyske Bank: Ser ikke 2025-prognose som en trigger
08:44 Pandora spås større potentiale hos Citi: Er blevet et meget mere robust og attraktivt aktiv
08:17 Netcompany sænkes til "hold" af Jyske Bank: Ser ikke 2025-prognose som en trigger
08:04 Vigtigt rateindeks for Mærsk fortsætter nedturen med endnu et dyk
07:43 Demant snupper markedsandele hos amerikanske veteraner fra Sonova
07:41 Aktier/tendens: Pandora i fokus efter analyseros i ventet forsigtig start
07:27 Ørsted får lavere kursmål hos RBC
07:01 Obligationer/tendens: Flad start på dagen i vente frem mod Trumps indsættelse
06:50 Ørsted får købanbefaling hos ABG
06:47 Råvarer: Olieprisen på vej mod fjerde uge i træk med fremgang
06:39 Asien: Asiatiske aktiebørser taber pusten
06:35 Blackrock ser end ikke solide regnskaber blive belønnet stort
06:34 Kinesisk detailsalg overrasker positivt og industriproduktionen viser gode takter
06:34 Kinas økonomiske vækst i 2024 var en af de ringeste i tre årtier
06:34 Pandora har fået løftet kursmålet hos to store amerikanske børshuse
06:34 Carlsbergs kursmålet sænkes til 900 kr. fra 950 kr. hos ABG - "køb" gentages