USA/lukning: Femte rekord i rap trods Teslas vækstnedtur

Udgivet den 26-01-2024  |  kl. 06:32  |  

Torsdag endte med den femte rekorddag i træk for det amerikanske hovedindeks, S&P 500, som blev handlet moderat i plus.

Sejrsrækken ser dog ud til at blive brudt fredag. Et skuffede sæt forventninger fra Intel efter børstid torsdag sende teknologisegmentet markant ned i future-markedet, hvor Nasdaq indikeres at åbne med et minus på 0,6 pct., mens Dow Jones og S&P 500 står til at starte med minus på 0,2 pct., når markedet kommer i gang i New York senere på dagen.

Det var energi og vækstsektorerne, som torsdag trak markedet frem - trods en nedtur for Tesla efter en skuffende vækstmelding - mens sundhedsaktierne også var udfordrede.

Modsat onsdag kom stigningerne også, mens markedsrenterne faldt. Torsdagens amerikanske nøgletal overraskede i sig selv positivt med en stærkere vækst i fjerde kvartal end ventet, men med en mere afdæmpet udvikling i priserne i samme periode, hvilket peger i retning af en robust økonomi og samtidig taler ind i scenariet om en blød landing i USA.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,5 pct. til lukkerekord nummer fem i rap. Markedet er nu steget med 2,6 pct. i år efter sidste års plus på 24,2 pct.

Dow Jones vandt også frem med 0,6 pct., mens Nasdaq blev løftet mere beskedne 0,2 pct.

- Der er ingen bekymringer om recession her, og for at gøre tingene bedre ser vi ingen stor oppustning i priserne, som anvendes til at beregne BNP. Stærkere vækst uden inflation er, hvad alle ønsker, siger Charles Hepworth, der er investeringsdirektør hos GAM Investments, til Bloomberg News.

TESLA ADVAREDE OM SVAGERE VÆKST

I S&P 500 var det energiaktierne, der steg mest med et plus på 2,2 pct., da olieprisen vandt frem med 2,9 pct.

Kommunikationsservice kom ind lige efter med en fremgang på 1,8 pct., mens it-aktierne også vandt 0,4 pct. Torsdagens faldende renter støttede også fast ejendom og forsyning, der blev løftet henholdsvis 1,3 og 1,8 pct.

Cyklisk forbrug, hvor Tesla hører til, faldt omvendt 1,1 pct., mens sundhedsaktierne mistede 0,2 pct.

Elbilproducenten var den store historie torsdag, da aktien dykkede med 12,1 pct. Baggrunden var en udmelding i regnskabet for fjerde kvartal om, at Tesla står over for en betydelig opbremsning i volumenerne i 2024, der betegnes som et mellemår, inden nye bilmodeller og bilplatforme senere lanceres.

- I 2024 kan vores vækstrate for køretøjer muligvis være betydeligt lavere end vækstraten opnået i 2023, hed det i regnskabet onsdag aften.

Tallene for fjerde kvartal var samtidig lidt undervældende, og Tesla videreførte tendensen med pressede marginer på grund af pisnedsættelser og rabatter.

I samme sektor, cyklisk forbrug, gik det imidlertid bedre for det andet store navn, Amazon, der vandt frem med 0,6 pct.

Inden for it trak Microsoft op til endnu en rekord med et plus på 0,6 pct. til 404,87 dollar. Torsdagens nyhed fra softwarekæmpen er, at selskabet vil afskedige 1900 medarbejdere i sin gaming-forretning.

Apple gik dog fra plus til minus 0,2 pct. på nyheden om, at selskabet vil bøje sig over for EU's krav om tilpasninger af App Store, Safari og styresystemet iOS, mens chipkæmpen Nvidia også endte i rekord rekord med et plus på 0,4 pct. til 616,17 dollar.

IBM blev samtidig løftet med 9,5 pct. It-konsulenten blev belønnet for bedre end ventede tal for fjerde kvartal og en prognose for dette års frie pengestrømme, som lå over det ventede.

Inden for kommunikationsservice vandt Alphabet frem med 2,1 pct. til 151,87 dollar efter et løftet kursmål fra 140 til 160 dollar fra finanshuset Bernstein, som fremhæver mulighederne inden for kunstig intelligens, AI. Netflix fortsatte samtidig op efter sit regnskab tirsdag aften med 3,1 pct., ligesom Meta Platforms steg 0,6 pct.

SKUFFENDE NYT FRA HUMANA

I sundhed var det sygekasserne, som var udfordrede. Humana har i forbindelse med sine kvartalstal lagt en meget skuffende indtjeningsprognose frem for 2024 på 16,00 dollar mod konsensus ifølge Bloomberg News på 29,18 dollar.

Aktien i sygekassen dykkede på den baggrund med 11,7 pct., og den trak konkurrenten Unitedhealth med ned med et fald på 3,9 pct.

Regnskabet fra våbenproducenten Northrop Grumman skuffede også. På overfladen var salgstallene ellers godkendte, men en nedskrivning på 1,6 mia. dollar i forbindelse med B-21-bombeflyprogrammet trak ned i billedet. Aktien faldt 6,3 pct.

Det gik derimod bedre for American Airlines, som vandt 10,3 pct., da prognosen for indtjeningen i 2024 oversteg forventningerne på Wall Street.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯