USA/lukning: Fjerde grønne dag i streg - trukket af Apple og Nvidia

Udgivet den 31-08-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier sikrede sig onsdag den fjerde handelsdag i træk med plusser.

Udviklingen var mere afdæmpet end tirsdagens kraftige stigninger, men temaet var imidlertid det samme.

Den positive udvikling ser ud til at fortsatte også torsdag. Futures indikerer stigninger i de tre dominerende amerikanske aktieindeks på 0,1-0,2 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

Investorerne handlede nemlig aktierne i grønt på en forventning om, at den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, rentestramninger nu bider sig fast i arbejdsmarkedet, og at der derfor ikke er behov for flere løft i denne omgang.

Ligesom tirsdag var det flere af teknologiaktierne, som klarede sig bedst. De blev løftet af, at renterne, der ellers er steget en del gennem august, nu synes at have vendt rundt.

Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund med 0,4 pct., mens Dow Jones vandt mere beskedne 0,1 pct., og Nasdaq gik mest frem med 0,5 pct.

DATA I FOKUS

Tirsdagens fremgang på 1,5 pct. til S&P 500-indekset var udløst af, at antallet af ledige stillinger i USA i juli overraskende faldt.

Det blev tolket som et tegn på, at det ellers stærke arbejdsmarked, som har været en bekymring i kampen mod inflationen, nu svækkes.

Bekræftes den udvikling, vurderes det, kan Federal Reserve lægge sit rentevåben bort for denne gang, og det er godt nyt for aktierne.

Onsdag viste nøgletallene også, at der i august blev skabt lidt færre nye job end ventet, ifølge den private opgørelse fra ADP, der ofte ses som en vejrhane for arbejdsministeriets officielle statistik, som offentliggøres fredag.

- Data er kongen lige nu i forhold til markedsstemningen. Jobrapporten på fredag vil krone ugen, og hvis den peger på en ny opbremsning i nyansættelserne, kan vi komme til at se en ny sprint i aktiekurserne, siger Susannah Streeter, analytiker hos Hargreaves Lansdown, til Bloomberg News.

NVIDIA KAN SNART MATCHE APPLE

I S&P 500 var det it-aktierne, der trak mest op med et plus på 0,8 pct., mens kommunikationsservice vandt 0,4 pct. Cyklisk forbrug blev også løftet 0,3 pct.

Energisektoren steg desuden 0,5 pct., da olieprisen for femte dag i træk gik op. Der var også plus til industri på 0,4 pct.

Onsdag var det Apple og Nvidia, begge inden for it, der løftede markedet med fremgang på henholdsvis 1,9 og 1,0 pct. Microsoft steg samtidig 0,1 pct.

Netop Nvidia var i fokus i en ny analyse fra Rosenblatt Securities, som vurderer, at chipkæmpen, der fører an inden for kunstig intelligens, er i "en moder af alle cyklusser", og banken ser aktien stige til 1100 dollar.

Det ville betyde, at Nvidias aktieværdi vil vokse til 2700 mia. dollar, hvilket næsten ville matche markedsværdien af verdens dyreste børsnoterede selskab, Apple, på 2900 mia. dollar.

- Nvidias episke regnskab og prognose, to kvartaler i træk, er simpelthen aldrig set før, men er også først ved at starte, skriver Hans Mosesmann, analytiker hos Rosenblatt, ifølge Bloomberg News.

Inden for kommunikationsservice mistede Meta Platforms 1,0 pct., mens Alphabet, som tirsdag præsenterede nye AI-værktøjer, steg 1,0 pct. Netflix vandt også 1,1 pct.

I cyklisk forbrug vekslede Tesla et plus til minus 0,1 pct., efter nyheden om at myndighederne undersøger, om bilproducenten skulle have forsøgt at bygge et hus af glas til grundlægger Elon Musk, mens Amazon gik frem med 0,1 pct.

SVAG EFTERSPØRGSEL

I toppen af S&P 500 lå Insulet, som blandt andet producerer infusionssystemer til diabetespatienter, med et plus på 6,4 pct. Onsdagens fremgang kom på baggrund af, at koncernens topchef har købt aktier i selskabet for mere end 1 mio. dollar.

I den anden ende tyngede computerproducenten HP med et minus på 6,6 pct. En svag efterspørgsel på PC'ere betød, at koncernen tirsdag aften nedjusterede sine forventninger til indtjeningen. Den melding trak uden for hovedindekset også HP-konkurrenten Dell ned med 1,4 pct.

Søsterselskabet og it-konsulenten Hewlett Packard Enterprises, der i sin tid blev skilt ud fra HP, steg omvendt med 3,1 pct. efter en opjustering af forventningerne til indtjeningen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

09:18 Sydbank: Ser mulighed for lille positiv afsmitning til Vestas efter rivals meldinger
09:14 Aktier/åbning: Genmab og Ambu indtager C25-toppen før inflationstal
08:57 Obligationer/åbning: Flad start for renten før inflationstal og Powell-tale
08:55 Sydbank: Ser mulighed for lille positiv afsmitning til Vestas efter rivals meldinger
08:20 DFDS vil investere milliarder i batteridrevne skibe
08:18 Aktier/tendens: Novo og Genmab stjæler rampelyset forud for inflationstal
08:03 Sydbank: Fortsat forsigtighed i Ambus prognose - genopbygger stadig investortilliden
08:00 Fremgang i museumsbesøgene i 2023
08:00 Fortsat færre færgepassagerer end før COVID-19
07:59 Vestas-rival godt fra start i 2024 med indtjening noget over forventningerne
07:57 Sydbank: Fortsat forsigtighed i Ambus prognosen - genopbygger stadig investortilliden
07:33 GN og Demant-rival ser signifikante produktlanceringer accelerere væksten i 2024/25
07:31 Ambu leverer bredt funderet vækst og skærer endnu en luns af gælden
07:22 Råvarer: Oliepriserne stiger mens markedet venter inflationsindikatorer og Opec-rapport
07:20 Ambus overskud lander på linje med det ventede efter stærkt kvartal
07:15 Obligationer/tendens: Flad rentestart i sigte med fokus på inflation og Powell
06:45 Asien: Blandet stemning sætter gang i pendulsving
06:34 Rundspørge: Udsigt til to amerikanske rentesænkninger i år
06:34 FLSmidth får løftet kursmålet hos Carnegie før regnskab
06:34 Svitser får indledt dækning med købsanbefaling af HSBC