USA/lukning: Fremgang trods chip-nedtur - Apple i rekord

Udgivet den 24-10-2019  |  kl. 06:42  |  

Usikkerheden om brexit ramte det amerikanske marked tirsdag aften, men onsdag rystede investorerne den af sig, og aktierne steg let.

Torsdag morgen holder de positive takter ved - omend i et lavere tempo. Futures på de tre ledende indeks ligger med stigninger på 0,0-0,2 pct.

Onsdag var en af de store regnskabsdage i USA, mens chipproducenten Texas Instruments skuffede tirsdag aften og holdt markedet fra at stige for meget. Apple var omvendt tilbage på rekordkursen.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,3 pct. og sluttede over indeksniveau 3000. Dow Jones vandt også 0,2 pct., mens teknologitunge Nasdaq gjorde det samme.

ENDNU EN REKORD TIL APPLE

Apple bidrog mest af alle til fremgangen i S&P 500, da aktien efter en kort pause tirsdag igen steg til rekord med et plus på 1,3 pct. til 243,18 dollar - et plus der bed sig fast i eftermarkedet, hvor aktien steg 0,3 pct.

Onsdagens fremgang skyldtes et løftet kursmål til 289 dollar - nu det højeste på Wall Street - fra investeringsbanken Morgan Stanley, der ser den kommende streamingtjeneste TV+, som en ny spændende indtægtskilde.

Fokus var ellers på regnskaberne, hvor en femtedel af selskaberne i S&P 500 i denne uge lægger tal frem.

- Momentum i indtjeningerne er bremset ganske hårdt op, så der er ikke den store forventning til indtjeningsvækst, sagde Kevin Caron, porteføljeforvalter hos Washington Crossing Advisors, til Bloomberg News.

Tirsdag skuffede McDonald's med sine tal, men onsdag efter børslukningen skulle Microsoft komme med nyt. Det blev spået til at blive denne regnskabssæsons hjørnesten, da markedet vil holde øje med, om tilbageholdenheden i erhvervslivet nu også rammer softwareindkøbet - ligesom det har ramt efterspørgslen på maskiner. Aktien lå uændret i eftermarkedet.

- Et navn som Microsoft kunne skabe modvægt til McDonald's, og investorernes humør kan blive sat tilbage på sporet, mens vi venter på handelsnyt og følger den økonomiske udvikling, lød det fra Andre Bakhos, direktør hos New Vines Capital LLC, til Reuters.

BOEING SLAP MED SKRÆKKEN

Boeing var et af de store regnskabsnavne onsdag. Trods en halveringen af indtjeningen, på grund af krisen omkring ulykkesflyet 737 MAX, steg aktien med 1,0 pct. Netop fraværet af yderligere dårligt nyt om 737 MAX var baggrunden for, verdens største flyproducent trods skuffende indtjening - 33 pct. under konsensus - ikke blev straffet. Og i eftermarkedet udbyggede flyproducenten aktieplusset med 0,4 pct.

En anden industrikæmpe, Caterpillar, steg også 1,2 pct., selv om maskinkoncernen nedjusterede sine forventninger på grund af lavere efterspørgsel fra slutkunderne og en ventet lagernedbringelse. Meldingen om at Caterpillar som modsvar vil skære i produktionen, blev belønnet. Aktien steg yderlig i eftermarkedet med 0,4 pct.

Chipproducenten Texas Instruments trak mest ned af alle i S&P 500 med et minus på 7,5 pct. Tirsdag aften skuffede koncernen især med prognosen for fjerde, hvor buddet på både omsætningen og bundlinjen var ringere end selv den mest pessimistiske analytiker på Wall Street, ifølge Bloomberg News.

I eftermarkedet kom aktien dog en smule igen og steg med 0,3 pct.

Skuffelsen fra Texas Instruments ramte også chipsektoren som helhed. I S&P 500 faldt den med 2,1 pct.

CEO-FARVEL KOSTEDE

På regnskabsfronten var der også kommet nyt fra konkurrenter til to danske selskaber.

Eli Lilly, som ligger i kamp med Novo Nordisk på insulinmarkedet, faldt med 2,2 pct. Trods en opjustering. Det skyldtes, at den højere forventning forklaredes med lavere omkostninger uden for driften og lavere skatter, og der er stadig udsigt til pres på flere af Eli Lillys kerneforretninger, skrev Bloomberg News.

Investorerne besindede sig dog efter markedets lukketid, hvor aktien steg med 0,3 pct.

Boston Scientific, som konkurrerer med Ambu, steg omvendt 5,0 pct. - et plus der blev udbygget i eftermarkedet med 0,4 pct. Medicoselskabet løftede også sine forventninger, men det til omsætningen, og det blev budt varmt velkommen af investorerne.

Snap, som ejer den sociale medieapp Snapchat, drattede derimod med 5,9 pct. Regnskabet for tredje kvartal viste en større brugervækst end ventet, ligesom prognosen for fjerde kvartal på det punkt var over konsensus. Og da markedet efter børsernes lukning fik tid til at se nærmere på tallene, steg aktien i eftermarkedet med 0,9 pct.

Nike havde også en svær dag efter meldingen tirsdag aften om, at koncernens topchef gennem 13 år til januar stopper. Mark Parker afløses af den tidligere topchef i Ebay, John Donahoe. Aktien faldt 3,4 pct. i åbningstiden - men steg 0,4 pct. i eftermarkedet.

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder