USA/lukning: Nedtur efter hårdt rentepres på teknologiaktierne

Udgivet den 04-10-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier faldt tungt tirsdag. Næsten alle sektorer var klædt i rødt, og omvendt af mandag var det især vækstbrancherne med de store teknologinavne, som trak ned.

Og den negative udvikling ser ud til at fortsætte onsdag. Futures indikerer kursfald på 0,3-0,4 pct. i de tre ledende indeks, når markedet i New York åbner senere på dagen.

Tirsdagens nedtur blev udløst af, at markedsrenterne igen tirsdag blev presset opad oven på endnu et sæt stærke nøgletal fra økonomien, hvilket taler for højere renter i længere tid.

Med til at forværre billedet var også, at det brede marked brød ned under den teknisk vigtige bullmarked-trendlinje fra sidste års bund i oktober og henover lavpunktet i marts.

Det brede S&P 500-indeks tabte 1,4 pct., mens Dow Jones smed 1,3 pct., og Nasdaq dykkede mest med 1,9 pct.

PRESSET KOMMER FRA RENTERNE

Mandag var det bedre end ventede målinger af de amerikanske indkøbschefers tillid, som sendte renterne i vejret, og tirsdag toppede en rapport fra arbejdsmarkedet udviklingen med oplysning om, at der i august var en del flere ledige stillinger i den amerikanske økonomi end ventet.

Det peger på et fortsat stærkt arbejdsmarked og dermed risiko for lønpres, hvilket i sin tur kan presse inflationen i vejret igen.

- Det er renterne. Jobåbningerne forstærker stemningen med stigende renter. Pludselig indregner investorerne også 50 pct. sandsynlighed for et renteløft i december, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Det er problemet. Udsigten til en blød landing er for hård kost for renterne og aktierne. Det er jo godt, hvis der ikke kommer en recession, men det kommer med noget andet, og det er de her højere renter i længere tid.

Den tiårige rente steg tirsdag med 12 basispoint til 4,80 pct., og den er, ligesom den 30-årige, nu i det højeste siden 2007.

VÆKST UNDER PRES

I S&P 500 var de fleste sektorer i minus. Lidt overraskende på baggrund af de høje renter steg forsyning nemlig med 1,2 pct. Formentlig, vurderer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen, fordi investorerne efter store fald til sektoren lukkede deres korte positioner.

Derimod faldt alle andre sektorer, og der var især hårde hug til de vigtige vækstsektorer, kommunikationsservice, it og cyklisk forbrug, som smed 1,4-2,6 pct.

Det afspejledes i sagens natur i udviklingen i de store aktienavne.

Inden for it mistede Microsoft 2,6 pct., Apple 0,8 pct. og Nvidia 2,8 pct. I kommunikationsservice faldt Meta Platforms 1,9 pct., mens Alphabet tabte 1,3 pct., og i cyklisk forbrug dykkede Amazon med 3,7 pct., mens Tesla bakkede 2,0 pct.

Udover udfordringer til flere andre teknologinavne, inden for chipproduktion og softwareudvikling, var der tirsdag også pres på nogle af de store medicinalselskaber.

Novo Nordisks konkurrent, Eli Lilly, var en af dem med et minus på 2,4 pct. efter nyheden om, at koncernen betaler 1,4 mia. dollar for biotekselskabet Point Biopharma Global, der i øvrigt på den baggrund steg med 84,9 pct.

I bunden af hovedindekset befandt industriselskabet Veralto sig med et minus på 9,5 pct. efter separationen fra det gamle moderselskab, medicoselskabet Danaher.

Fødevareproducenten McCormick mistede også 8,5 pct., da koncernen skuffede med sit regnskab for tredje kvartal med en svagere vækst såvel som indtjening end ventet i perioden.

Endelig faldt aktien i Airbnb også 6,5 pct., da finanshuset Keybanc sænkede sin anbefaling på forventningen om en opbremsning i væksten.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

09:18 Sydbank: Ser mulighed for lille positiv afsmitning til Vestas efter rivals meldinger
09:14 Aktier/åbning: Genmab og Ambu indtager C25-toppen før inflationstal
08:57 Obligationer/åbning: Flad start for renten før inflationstal og Powell-tale
08:55 Sydbank: Ser mulighed for lille positiv afsmitning til Vestas efter rivals meldinger
08:20 DFDS vil investere milliarder i batteridrevne skibe
08:18 Aktier/tendens: Novo og Genmab stjæler rampelyset forud for inflationstal
08:03 Sydbank: Fortsat forsigtighed i Ambus prognose - genopbygger stadig investortilliden
08:00 Fremgang i museumsbesøgene i 2023
08:00 Fortsat færre færgepassagerer end før COVID-19
07:59 Vestas-rival godt fra start i 2024 med indtjening noget over forventningerne
07:57 Sydbank: Fortsat forsigtighed i Ambus prognosen - genopbygger stadig investortilliden
07:33 GN og Demant-rival ser signifikante produktlanceringer accelerere væksten i 2024/25
07:31 Ambu leverer bredt funderet vækst og skærer endnu en luns af gælden
07:22 Råvarer: Oliepriserne stiger mens markedet venter inflationsindikatorer og Opec-rapport
07:20 Ambus overskud lander på linje med det ventede efter stærkt kvartal
07:15 Obligationer/tendens: Flad rentestart i sigte med fokus på inflation og Powell
06:45 Asien: Blandet stemning sætter gang i pendulsving
06:34 Rundspørge: Udsigt til to amerikanske rentesænkninger i år
06:34 FLSmidth får løftet kursmålet hos Carnegie før regnskab
06:34 Svitser får indledt dækning med købsanbefaling af HSBC