USA/lukning: Powell sænkede rentehåb for marts - og aktier fulgte med ned

Udgivet den 01-02-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier fik onsdag endelig det tilbagefald, mange havde kigget efter i kølvandet af en række lukkerekorder.

Anderledes positivt synes det at se ud torsdag. Futures indikerer stigninger på 0,2-0,4 pct. i de toneangivende aktieindeks, når handlen med aktier starter i New York senere på dagen.

Årsagen til onsdagens tilbagefald var todelt. Tirsdag aften var der kommet halvskuffende regnskaber fra Microsoft, Alphabet og Advanced Micro Devices, AMD, hvilket fra start slog tonen negativt an.

I løbet af onsdagen kom så den imødesete rentemelding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, efter årets første rentemøde. Den var reelt set uden overraskelser, da renten helt som ventet blev fastholdt.

Markedet slog i en periode frem og tilbage, men dykkede ud på eftermiddagen kraftigt, da centralbankens formand, Jerome Powell, skød drømmen om en rentenedsættelse allerede til marts ned.

- Det er ikke sandsynligt med en rentenedsættelse til marts. Det er ikke basisscenariet, sagde Jerome Powell.

Det brede S&P 500-indeks faldt derfor 1,6 pct., mens Dow Jones mistede 0,8 pct., og Nasdaq tabte mest med 2,2 pct.

- Hvis aktieoptimisterne havde ventet en rentesænkning til marts, så synes Powell at have lukket døren for det, kommenterer Oscar Munoz, chefstrateg hos TD Securities, over for Bloomberg News.

Centralbanken indikerede på sit forrige rentemøde i december tre lempelser i år, mens markedet dog fortsat indregner næsten seks.

Renten blev onsdag fastholdt i 5,25-5,50 pct., og centralbanken ændrede heller ikke på sine kvantitative stramninger i form af en månedlig reduktion af sin obligationsportefølje på 95 mia. dollar. Jerome Powell slog dog fast, at der på det næste møde til marts er "dybere" diskussioner om de kvantitative stramninger på agendaen.

NEDTUR FOR ALPHABET

I S&P 500 var især vækstsektorerne under pres onsdag med minusser til cyklisk forbrug, it og kommunikationsservice på 1,9-3,9 pct. Energiaktierne klemte sig dog også ind mellem dem med et fald på 1,9 pct., da olieprisen dykkede 2,8 pct.

I kommunikationsservice var det Alphabet, som trak mest ned onsdag med et minus på 7,5 pct. efter sine kvartalstal. Overordnet var regnskabet for fjerde kvartal egentlig godkendt, men lige akkurat annonceindtægterne kom ind omkring 300 mio. dollar lavere end ventet

I en samlet omsætning på mere end 82 mia. dollar i perioden vidnede det om, at aktien måske på forkant var prissat lidt for dyrt.

Apple bakkede også 1,9 pct. Her var der ikke direkte nyt, men konkurrenten Samsungs forretning inden for forbrugerelektronik skuffede i sit fjerde kvartal med et større indtægtsfald end ventet.

På regnskabsfronten lagde Microsoft også tal for sit andet kvartal frem, og her blev der kvitteret med et fald på 2,7 pct. Igen var tallene overordnet set som ventet, måske med en mindre skuffelse, da kunstig intelligens endnu ikke har sparket væksten yderligere op, men på den anden side var softwareaktien også allerede steget med 9 pct. i januar.

AMD kom også med sine kvartalstal, men her var skuffelsen mere åbenlys, da chipproducenten spåede et salg i første kvartal på 5,4 mia. dollar mod analytikernes bud på knap 5,8 mia. dollar. Aktien faldt derfor 2,5 pct.

Blandt de øvrige store teknologinavne mistede Meta Platforms også 2,5 pct., mens chipkæmpen Nvidia bakkede med 2,0 pct., og Amazon faldt 2,4 pct., ligesom Tesla mistede 2,2 pct.

Boeing fløj derimod opad med et plus på 5,3 pct., da flyproducenten for sit fjerde kvartal rapporterede om et bedre salg og frie pengestrøm end ventet i markedet. Hertil satte selskabet flere ord på den seneste tids krise.

Mastercard vandt også 0,9 pct. efter sit regnskab, mens Starbucks omvendt satte sig 1,1 pct. efter sine tal.

Sygekassen Cigna fik samtidig en lille belønning på 0,7 pct., da selskabet bekræftede salget af sin Medicare-forretning for 3,3 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet