USA/lukning: På weekend i grønt trods dyk til Adobe og Boeing
Softwareselskabet Adobe Systems blev sendt i kulkælderen i fredagens amerikanske aktiehandel, hvor stemningen ellers overordnet var til den positive side.
Mod strømmen gik også flyproducenten Boeing, der er ramt af strejke.
Humøret blandt investorerne fejlede ellers umiddelbart ikke noget, mens der blev kigget frem mod næste uges rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som ved den lejlighed ventes at indlede sin lempelsescyklus.
Fredag steg det brede S&P 500-indeks med 0,5 pct. til 5626,02. Dermed er der ikke så langt op til seneste rekord på 5667,20, der blev nået den 16. juli.
Nasdaq-indekset blev samtidig løftet med 0,7 pct., og Dow Jones-indekset gik 0,7 pct. frem til 41.393,78. For sidstnævnte er seneste rekord på 41.563,08 fra den 30. august dermed også meget tæt på.
Mandag fortsætter det gode humør i mere behersket grad. Her viser futures på de toneangivende indeks stigninger på 0,0-0,1 pct.
FOKUS PÅ STØRRELSEN AF RENTENEDSÆTTELSE I NÆSTE UGE
Hovedspørgsmålet er stadig, hvor stor den første rentenedsættelse bliver. Markedet har i noget tid igen hældt til en normal lempelse på 25 basispoint, men mod slutningen af denne uge er optimismen atter vokset yderligere.
Handlernes væddemål på en rentenedsættelse på 50 basispoint steg således over natten til fredag og til tæt på 50 pct. fra 14 pct. torsdag, viser CME's FedWatch Tool ifølge Reuters.
- Der blev offentliggjort et par artikler i Wall Street Journal og Financial Times, som antydede, at en sænkning på 50 basispoint stadig er i spil, hvilket har fået markederne til igen at revurdere deres forventninger, lyder det fra analytikere fra Deutsche Bank ifølge Reuters.
Og denne uges nøgletal - med særligt inflationstallene for august i fokus - har ikke umiddelbart ændret stort ved troen på, at tiden er inde til rentenedsættelser.
- Der har ikke været nogen negative overraskelser, siger Sam Stovall, der er chefinvesteringsstrateg hos CFRA Research, til nyhedsbureauet AFP.
- Markedet er fortsat med at kravle tilbage mod det højeste niveau nogensinde, fortsætter han.
BOEING-ANSATTE KRÆVER MERE I LØNPOSEN
Selskabsspecifikt var der fokus på Boeing, som fredag blev ramt af en omfattende strejke blandt godt 30.000 af selskabets fabriksarbejdere, som torsdag afviste en ny foreløbig overenskomst.
Hele 94,6 pct. af de ansatte, som til dagligt arbejder på flytypen 737 Max på den amerikanske vestkyst, stemte torsdag nej til en ny overenskomst, der blandt andet inkluderer en lønstigning på 25 pct., en ansættelsesbonus på 3000 dollar samt løfter om nye produktionsfaciliteter.
Det har altså ikke formået at stille de fagorganiserede medarbejdere tilfredse, og i stedet kræver de en lønstigning på 40 pct., skriver Reuters.
Strejken har fået blandt andet kreditvurderingsinstituttet Moody's til at spærre øjnene op og tage Boeing op til overvejelse om en mulig nedgradering til såkaldt "junk"-status.
Boeing-aktien faldt med 3,7 pct. til 156,76 dollar.
Endnu værre gik det for Adobe, der satte sig 8,5 pct. til 536,87 dollar.
Det skete oven på et regnskab for tredje kvartal 2023/24 sent torsdag, der indeholdt en skuffende prognose for regnskabsårets sidste kvartal.
Adobe venter en omsætning på 5,50-5,55 mia. dollar i fjerde kvartal, hvor der også sigtes efter et justeret resultat per aktie på 4,63-4,68 dollar.
Til sammenligning havde analytikerne inden regnskabet ventet en omsætning på 5,6 mia. dollar og et resultat per aktie på 4,68 dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Modvind var der desuden også til Garmin, som faldt med 5,1 pct. til 172,66 dollar, efter at britiske Barclays har sænket sin anbefaling af aktien til "undervægt" fra "ligevægt".
Bedre gik det for Oracle, som har udstedt en langsigtet prognose, der ifølge Bloomberg News høster roser blandt analytikerne, som ser det som en understregning af de væsentligste vækstdrivere hos selskabet.
Softwareaktien steg med 0,4 pct. til 162 dollar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›