USA/lukning: S&P500-rekord annulleret efter bomber i Libanon - Nvidia og Eli Lilly presset
De amerikanske aktier vekslede fredag en positiv åbning og endnu et rekordforsøg til et beskedent kursfald. Ny usikkerhed krøb ind i markedet, efter Israel fredag bombede Hizbollahs hovedkontor i Beirut i Libanon og dermed øgede de i forvejen store spændinger i Mellemøsten.
Efter en hård periode var der fredag dog lettelse hos energiaktierne, da olieprisen endelig steg lidt. Omvendt faldt it-sektoren tungt på grund af pres på chip-aktierne, hvor der var gevinsthjemtagning inden kvartalets afslutning, ligesom Eli Lilly i tandem med Novo Nordisks nedtur i Danmark trak godt ned.
Fredagens vigtigste nøgletal, PCE Core, udviklede sig i august lidt svagere end ventet, og det bekræftede markedets forventning om flere rentesænkninger, og derfor satte markedsrenterne sig fredag en smule.
Det brede S&P 500-indeks satte sig med 0,1 pct. fra torsdagens lukkerekord, og for hele ugen blev det til et plus på 0,6 pct. Det var tredje uge i streg med fremgang. Dow Jones klarede sig derimod bedre, løftet af olieaktierne, med et plus på 0,3 pct. og endte dermed i rekord i 42.313 indekspoint, mens Nasdaq tabte 0,4 pct.
Mandag morgen ved 6-tiden ligger aktiefutures for de tre ledende indeks mellem uændret og 0,1 pct højere i Asien.
I SWEET SPOT
PCE Core, den amerikanske centralbanks foretrukne mål for kerneinflationen, steg på årsbasis i august til 2,7 pct. fra 2,6 pct., hvilket var helt som ventet.
Efter den offentliggørelse faldt renterne i USA, mest i den korte ende, da den toårige statsrente satte sig 7 basispoint, fordi investorerne så en bekræftelse af deres væddemål om tre yderligere rentenedsættelser fra Federal Reserves side i år.
- Tilføj fredagens PCE pris-indeks til listen over økonomiske data, som lander midt i sweet spot, siger Chris Larkin, investeringschef hos E*Trade, til Bloomberg News.
- Inflationen fortsætter nedad, og mens økonomien muligvis bremser op, er der ingen indikationer på, at den er ved at falde ud over kanten.
ENERGI I TOP - NVIDIA PRESSET
I S&P 500 var det energiaktierne, der klarede sig bedst med et plus på 2,1 pct. Efter flere dage med tungt fald til olieprisen steg den fredag 1,3 pct., og det skabte lettelse i olieselskabernes aktier, hvor Exxon Mobil vandt 2,7 pct., og Chevron løftedes 2,5 pct.
Forsyning, hjulpet af forventningerne til lavere renter, gik også frem med 1,0 pct., mens cykliske sektorer som industri og finans steg 0,2-0,4 pct.
Inden for teknologi var der plus til kommunikationsservice på 0,5 pct., mens cyklisk forbrug mistede 0,1 pct., og endelig faldt it-aktierne altså 1,0 pct.
Det var Nvidia, som med et kursfald på 2,1 pct., trak mest ned i hovedindekset, og chip-kæmpen fik selskab af flere konkurrenter, eksempelvis med et tab til Broadcom på 3,0 pct.
Fredagens vigtigste nyhed var her, at Kina tilsyneladende opfordrer landets virksomheder til ikke at anvende H20-chippen, som Nvidia på baggrund af de amerikanske sanktioner særligt har udviklet til det kinesiske marked.
Samtidig er der snart kvartalsafslutning, og Nvidia var torsdag steget med 25 pct. siden den seneste bund i starten af august, så der var nok også nogle investorer, som fredag tog gevinster hjem.
I TANDEM MED NOVO NORDISK
Fredag faldt Eli Lilly også tungt med 3,5 pct. Aktien blev trukket med ned af en analyse fra JPMorgan, som vurderer, at den danske konkurrent Novo Nordisks fedmesalg kan skuffe i kvartalet.
Novo levede faktisk ikke op til forventningerne på den front i sit andet kvartal, mens Eli Lilly omvendt i samme periode overrumplede investorerne med en bedre end ventet udvikling i salget af diabetes- og fedmemidler.
I sundhed var der dog fremgang til USA's største sygekasse, Unitedhealth, som vandt 1,2 pct.
Apple og Microsoft, begge inden for it, gik fredag hver sin vej med et plus på 0,1 og et minus på 0,8 pct. I kommunikationsservice steg Alphabet 0,8 pct., mens Meta Platforms og Netflix mistede 0,1 og 0,6 pct. I cyklisk forbrug tabte Amazon 1,7 pct., mens Tesla kørte frem med 2,5 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯