USA/lukning: Største fald siden juni - vending i futuresmarkedet

Udgivet den 29-10-2020  |  kl. 06:32  |  

Investorerne holdt udsalg i de amerikanske aktier onsdag, mens frygtindekset for det amerikanske marked fortsatte med at banke i vejret.

Det er den store opblussen af coronasmitte, både i USA og i Europa, som har skabt øgede bekymringer for økonomiske nedlukninger, samtidig med at markedet ikke længere tror på en økonomisk hjælpepakke før valget i USA i næste uge.

Det brede S&P 500-indekset faldt derfor 3,5 pct., hvilket var det største minus siden 11. juni. Teknologitunge Nasdaq smed desuden 3,7 pct., og Dow Jones bakkede 3,4 pct.

Torsdag morgen ser investorerne lidt mere optimistisk på udsigterne. De store indeksfutures indikerer stigninger på 0,8-0,9 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

500.000 SMITTEDE PÅ EN UGE

I USA er mere end 500.000 blevet konstateret smittet den seneste uge, ifølge New York Times, og det daglige smittetal lå tirsdag tæt på 75.000.

- Uanset om du kalder det en fortsættelse af pandemien eller en tredje bølge af nye smittetilfælde, så er det den største bekymring. Med mindre og indtil vi kommer gennem pandemien, så er det svært for investorerne at forestille sig bedre økonomiske tider, siger Art Hogan, chefstrateg hos National Securities, til Reuters.

Ligesom i juni, da smitten for anden gang steg kraftigt, efter USA havde genåbnet økonomien, så stiger frygten hos investorerne. Således er VIX-indekset, der måler de underliggende bevægelser i S&P 500, steget mere end 40 pct. siden fredag aften til 38,91 point, hvilket også er det højeste niveau siden juni, hvor det senest oversteg 40 point. I april toppede VIX senest i 82,69 indekspoint.

ALT I RØDT

Alle sektorer i S&P 500 endte i minus. Bedst gik det for defensive fast ejendom, som faldt 2,4 pct., mens finans mistede 2,5 pct.

I den anden ende havde energi det hårdt med et fald på 4,2 pct. It-aktierne led dog endnu mere med et minus på 4,3 pct., mens kommunikationsservice smed 4,0 pct., og cyklisk forbrug bakkede 3,4 pct.

Det er i teknologiaktierne, at årets store stigninger er kommet, og det er også derfor, at det er her, investorerne tager stikkene hjem, når de bliver nervøse.

Derfor var det også de fem helt store navne - med en samlet markedsværdi over 6500 mia. dollar - der trak for i onsdagens nedtur. Apple satte sig med 4,6 pct., mens Amazon bakkede med 3,8 pct. Facebook og Alphabet faldt desuden begge med 5,5 pct.

Endelig smed Microsoft 5,0 pct., selv om koncernen tirsdag aften toppede forventningerne med sit regnskab til første kvartal. Trods pandemien steg omsætningen 15 pct. til 37,15 mia. dollar mod ventede 35,75 mia. dollar, mens overskuddet per aktie blev på 1,82 dollar mod et konsensusestimat på 1,55 dollar, ifølge Bloomberg News. Fremgangen var især skabt af øgede cloud-indtægter, som steg med 20 pct. til 12,99 mia. dollar.

GE LYSTE OP I MØRKET

Onsdag morgen kom også tal fra en række andre kendte aktienavne.

Pakkekæmpen UPS faldt med 8,7 pct. efter sit regnskab for tredje kvartal, der ellers var bedre end ventet, da omsætningen steg til 21,23 mia. dollar fra 18,37 mia. dollar i tredje kvartal sidste år og mod ventede 20,33 mia. dollar.

UPS ser dog stadig så stor usikkerhed i den globale økonomi, at koncernen endnu ikke lægger forventninger frem.

Boeing tabte ligeledes 4,6 pct. Koncernens tal for tredje kvartal var ligeledes bedre end ventet. Koncernen vil skære 7000 arbejdspladser for at tilpasse sig den nye virkelighed for flyrejser, og selv om det betyder lavere omkostninger, er det jo ikke godt nyt.

Mastercard droppede desuden med 8,1 pct. Her var afregningen kontant, fordi kreditkortkæmpens tal på bundlinjen skuffede med 1,60 dollar per aktie mod ventede 1,65 dollar, ifølge Bloomberg News. Nettoomsætningen i 3,80 mia. dollar var også under det ventede. Tallene trak desuden konkurrenten Visa ned med et fald på 4,8 pct. Visas regnskab var programsat til onsdag efter markedets lukning.

Lidt lys var der dog onsdag. General Electric (GE) steg 4,5 pct. efter sine kvartalstal. GE leverede nemlig et overraskende overskud i perioden, ligesom omsætningen også overgik forventningerne. Topchef Larry Culp ser desuden, at den kriseramte koncerns turnaround går hurtigere end planlagt.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder