USA/lukning: Store minusser på virusfrygt og udsalg i sundhed

Udgivet den 24-01-2020  |  kl. 22:07  |  

De amerikanske aktier sluttede ugen med større tilbagegang. Fornyet frygt for, at virusudbruddet i Wuhan i Kina skal brede sig yderligere, med to nye tilfælde i USA fredag, var en af årsagerne til den negative stemning. Samtidig var der dog stort udsalg i sundhedsaktierne, og det forstærkede effekten med øget efterspørgsel på obligationer og dermed lavere renter, så også bankerne faldt.

Kun den defensive forsyningssektor steg, mens it-aktierne slap igennem med færre skrammer, da chipkæmpen Intel bragede op på sit regnskab.

Det brede S&P 500-indeks faldt fredag derfor med 0,9 pct., mens Nasdaq, som torsdag sluttede i rekord, bakkede tilsvarende. Dow Jones-indekset mistede desuden 0,6 pct.

Dermed endte det også med minusser for hele ugen. S&P 500 tabte samlet set 1,0 pct., mens Nasdaq faldt 0,8 pct. Endelig tabte Dow Jones 1,2 pct. i højde.

FOKUS PÅ SUNDHEDSSEKTOREN OG EUROPA

Fredagens fald var store og kunne ikke alene forklares med frygten for, at coronavirusset breder sig, vurderer seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.

- Jeg tror ikke på, at de store fald skyldes et eller to virustilfælde mere i USA. Jeg ser to andre årsager til udsalget. Den defensive sundhedssektor, der burde have det godt i det her marked, falder tilbage, og det er den primære årsag til minusset i USA. Det burde jo ikke være resultatet af frygt for virussen. Tværtimod.

Seniorstrategen peger på, at der i relation til det kommende valg i USA er forventninger om, at der kommer pres på sektoren, da politikerne taler om lavere medicinpriserne.

- Den anden årsag er, at Europa havde det godt. Og der kom faktisk gode data fra Europa. Så der er nok nogle, der sælger lidt ud i USA og roterer ind i Europa. Flere ser nu risikoen i Europa på en anden måde. På marginalen er Europa mere interessant, siger Lars Skovgaard Andersen.

INTEL OG APPLE SKILTE SIG UD

Forsyningsaktierne førte an i S&P 500 med et plus på 0,3 pct., da de faldende renter gavner sektoren, mens fast ejendom, der også kan lide lave renter, faldt 0,2 pct. Tredjebedst var faktisk it-aktierne, som mistede 0,5 pct., mens finans og sundhed lå nederst med minusser på 1,4 og 1,7 pct.

It-aktiernes nådige fredagsudvikling skyldtes først og fremmest, at chipkæmpen Intel røg i vejret med 8,1 pct. Regnskabet for fjerde kvartal var på top og bund bedre endt ventet, og det samme var prognosen for 2020. Især blev der bidt mærke i salgsbuddet på 73,5 mia. dollar mod konsensus på 72,21 mia. dollar.

I det negative marked svømmede Apple, som i USA med cirka 1400 mia. dollar har størst markedsværdi af alle, også længe mod strømmen og mod ny rekord. Positivt nyt for æbleaktien var, at finanshuset Wedbush, som har en af de mest positive analytikere, når det kommer til Apple, nu ser mulighed for, at udrulningen af 5G og en stærk serviceforretning kan løfte værdien op i hele 2000 mia. dollar i 2021, skrev Bloomberg News. Presset blev dog for stort, og æbleaktien endte i minus 0,3 pct.

FALDT TRODS SOLIDE TAL

Præsten dryppede dog på degnen, da Apple med en aftale om køb af komponenter for 15 mia. dollar over tre et halvt år hos Broadcom, fik chipproducentens aktie i plus med 1,4 pct. i det ellers sure marked.

Og det havde den omvendte effekt på konkurrenten Skyworks, som mistede 4,6 pct. Skyworks havde ellers torsdag aften lagt bedre end ventede tal frem for fjerde kvartal. Og ligesom Intel havde Skyworks også en bedre end ventet prognose for første kvartal klar til investorerne. Men altså uden, at det gav nye kurspokaler.

Kreditkortkæmpen American Express var også regnskabsaktuel og skilte sig ud med et plus på 2,9 pct. Fjerde kvartal var en spids bedre end ventet, og samtidig var prognosen for 2020 bedre end ventet med et bud om et justeret resultat på 8,85 til 9,25 dollar per aktie, og midtpunktet af det interval er en smule over buddet fra analytikerne på 8,95 dollar.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder