USA/lukning: Tesla slog igen bak i nyt dyk på Wall Street

Udgivet den 06-03-2024  |  kl. 06:32  |  

Med Apple og Tesla blandt taberne endte de amerikanske aktier tirsdag med fald for anden handelsdag på stribe.

Onsdag morgen ved 6-tiden ser det lidt lysere ud. De amerikanske futures i de tre store amerikanske aktieindeks ligger mellem uændret og 0,3 pct. højere.

Særligt hårdt ramt var det teknologitunge Nasdaq-indeks, som blev holdt tilbage af blandt andet teknologikæmpen og elbilproducenten, der begge var presset af dårlige nyheder.

Mandag var S&P 500-indekset ellers kortvarigt på vej mod rekord, men vendte siden rundt og endte med at tabe 0,1 pct., og tirsdag var tilbagegangen noget mere entydig. Indekset faldt 1,0 pct., og Nasdaq-indekset tabte 1,7 pct. Dow Jones-indekset faldt samtidig 1,0 pct.

Nedturen kom forud for, at chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, onsdag og torsdag skal tale for medlemmerne af de politiske kamre i USA.

- Jeg tror, at han fortsat vil gentage, at fortællingen lige nu er, at rentenedsættelserne vil komme, men der er ikke nogen umiddelbar plan om at sænke dem. Således ser man noget af angsten på teknologiområdet, siger Ken Polcari, der er chefmarkedsstrateg hos Slatestone Wealth, til nyhedsbureauet Reuters.

TESLA RAMT AF STRØMAFBRYDELSE I BERLIN

Blandt enkeltaktierne forlængede Tesla sin nedtur med et dyk på 3,9 pct. til 180,74 dollar oven på mandagens store nedtur på 7,2 pct.

Tesla var tirsdag ramt af strømafbrydelse ved sin fabrik tæt på den tyske hovedstad Berlin.

En gruppe ved navn Volcano Group har påtaget sig ansvaret for en ildspåsættelse ved en elmast, der skulle have ført til nedbruddet.

Afbrydelse var der desuden også hos Meta Platforms, der i løbet af tirsdagen havde problemer med Facebook, Whatsapp Instagram og Messenger.

Problemerne blev dog igen løst, oplyste selskabet, men aktien faldt med 1,6 pct. til 490,22 dollar i det negative marked.

APPLE FORTSAT TRYKKET I KINA

For Apple handlede tirsdagens dårlige nyheder om fortsat modvind i Kina, hvor iPhone-salget overraskende er faldet med 24 pct. i løbet af de første seks uger af i år.

Det viste en uafhængig undersøgelse lavet af Counterpoint Research ifølge Bloomberg News.

Apple kunne i sit seneste regnskab fremvise fremgang i det samlede salg igen, men tornen i øjet i regnskabet var afgjort det kinesiske marked, hvor salget tog et stort tocifret dyk, hvilket også fik aktien til at falde efter præsentationen.

Tirsdag bakkede Apple med 2,8 pct. til 170,12 dollar.

Noget bedre gik det for detailkæden Target, der steg med 12,0 pct. til 168,60 dollar.

Det skete, efter at selskabets regnskabstal for fjerde kvartal 2023/24 før markedsåbningen tirsdag viste sig stærkere end ventet.

Target fik således en justeret indtjening per aktie i kvartalet på 2,98 dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 2,40 dollar.

Resultatet kom på baggrund af en omsætning på 31,5 mia. dollar. Konsensus blandt analytikerne var 31,4 mia. dollar.

Biotekselskabet Apogee Therapeutics steg desuden med 42,1 pct. til 59,30 dollar oven på stærke studieresultater med en lægemiddelkandidat mod atopisk eksem.

Omvendt blev Amer Sports noteret for et fald på 5,0 pct. til 16,48 dollar.

Sportskæden, der står bag brands som Salomon og Wilson, fik i sit fjerde kvartal 2023/24 et større tab end ventet blandt analytikerne, rapporterer Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯