USA/lukning: Torsdagens dybrøde marked ser ud til at fortsætte fredag

Udgivet den 02-08-2024  |  kl. 06:32  |  

Meta Platforms løb fra resten på det amerikanske aktiemarked torsdag, hvor selskabet bag Facebook, Instagram og Whatsapp blev sendt i vejret som belønning for et flot regnskab sent onsdag.

På det generelle plan blev en positiv start på Wall Street ellers byttet ud med massive fald, efter at svage nøgletal fjernede noget af den optimisme, der ellers blev spredt onsdag aften, hvor toppen hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indikerede klart, at den første rentenedsættelse i denne cyklus kommer i september.

Og fredag står investorerne til endnu en blodtud. Fredag morgen indikerer futuresmarkedet nye kurfald i de tre store aktieindeks på 0,6-1,4 pct., når markedet åbner i New York.

Svært skuffende ISM-tal for industrisektoren sammenholdt med flere nye ledige end ventet fik torsdag investorerne til at indse, at der måske skal kraftige lempelser af pengepolitikken til, hvis den amerikanske økonomi skal undgå en større nedtur.

- Arbejdsmarkedet har sendt advarselssignaler over de seneste adskillige måneder. Historikken peger på, at Jerome Powell (centralbankchef, red.) går på en meget tynd linje i forhold til potentielt at vente for længe med at begynde at sænke renterne, siger Chris Senyek, der er chefinvesteringsstrateg hos Wolfe Research, til Bloomberg News.

ISM for produktionssektoren endte i opgørelsen for juli på 46,8 mod 48,5 måneden før. Og økonomerne havde tilmed ventet en fremgang til 48,8, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Samtidig viste underindekset for beskæftigelse sig klart skuffende med en værdi på 43,4 mod 49,3 i juni og konsensus om 49,2 blandt økonomerne.

Tidligere på dagen pegede den ugentlige ledighedsstatistik på 249.000 nye ledige i sidste uge mod en forventning om 236.000 blandt økonomerne.

S&P 500-indekset endte med et fald på 1,4 pct., Nasdaq-indekset satte sig 2,3 pct., og Dow Jones-indekset gik 1,2 pct. tilbage.

META LØFTET AF AI-ANNONCER

Med til at holde humøret lidt oppe var Meta Platforms, som ser ud til at være begyndt at høste frugterne af et sats på kunstig intelligens, AI.

Andet kvartals resultater var nemlig understøttet af brugen af AI i blandt andet målretningen af annoncer, og derfor voksede gennemsnitsprisen per annonce i perioden med 10 pct. mod ventet 6 pct. blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News.

Satsningen på kunstig intelligens er dog også omkostningsrig, og derfor har Meta løftet sine forventninger til omkostningerne i 2024 til 37-40 mia. dollar fra 35 til 40 mia. dollar.

I andet kvartal voksede Meta med 22 pct. til 39,07 mia. dollar målt på toplinjen. Til sammenligning havde analytikerne ifølge Bloomberg News regnet med en omsætning på 38,34 mia. dollar.

Meta venter i tredje kvartal, at omsætningen vil lande i niveauet 38,5-41 mia. dollar. Her er midtpunktet på 39,75 mia. dollar højere end konsensus i markedet på 39,16 mia. dollar.

Aktien steg med 4,9 pct. til 497,87 dollar.

QUALCOMM STRAFFET TRODS OPJUSTERING - MODERNA SENDT NED EFTER NEDJUSTERING

Også Qualcomm, der er særligt kendt for sine mikrochips til smartphones, og Moderna, der blev et kendt navn under coronapandemien, var på regnskabsscenen, og de to røg efterfølgende begge i grøften.

For Qualcomm skete det, selv om selskabet i forbindelse med sit regnskab faktisk opjusterede forventningerne.

Men efterfølgende nedtonede topchef Cristiano Amon forventningerne til smartphone-markedet og påpegede, at Qualcomm selv venter en flad til let stigende udvikling den samlede markedsvolumen.

Derfor røg aktien ned med 9,4 pct. til 164,00 dollar.

Endnu værre stod det til for Moderna, som nedjusterede sine forventninger til hele 2024 og meldte om en forventning om et svagt salg af coronavacciner i Europa.

Aktien faldt med 21,0 pct. til 94,17 dollar.

På positivsiden var medicinalkæmpen Eli Lilly, der regner med snart at være væk fra de amerikanske sundhedsmyndigheders mangelliste med det storsælgende fedmemiddel Zepbound.

Fedmemidlet har sammen med konkurrenten Novo Nordisks Wegovy i lang tid været revet ned fra hylderne i en sådan grad, at de to selskabers produktion ikke har kunnet følge med efterspørgslen.

Derfor har de begge længe været på mangellisten, men ifølge Eli Lillys topchef, David Ricks, er det "meget snart" fortid for Zepbounds vedkommende.

- Jeg tror faktisk, at vi planlægger at forlade den proces i dag eller i morgen, sagde David Ricks ifølge Bloomberg News torsdag.

Medicinalaktien steg 3,5 pct. til 832,34 dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

10:07 Finsk centralbankchef ser ECB fortsætte rentenedsættelser uafhængigt af Federal Reserve
10:06 Ambu får købsanbefaling hos Danske Bank - ser mulighed for endnu en opjustering
09:39 Bang & Olufsen får løftet kursmålet hos Danske Bank efter regnskab
09:17 Aktier/åbning: Udsigt til høje renter giver rød start på ugen
08:59 Aab forhandler om salg af Sebastian Otoa
08:42 Obligationer/åbning: Renten stiger fra start - fokus på onsdagens inflationstal
08:31 Johnson & Johnson rygtes tæt på køb af Intra-Cellular i milliardhandel
08:18 Torm steg tocifret fredag: Nordnet peger på oliepriser, sanktioner og kurspres som årsag
08:14 Råvarer: Oliepriserne stiger efter amerikanske sanktioner mod russisk forsyning af råolie
08:08 Aktier/tendens: Stigende renter kan tynge aktierne - Mærsk i fokus
07:54 Ambu får "hold"-anbefaling og lagt 25 pct. til kursmålet hos ABG efter opjustering
07:44 Nordnet: Rentefokus kan ramme aktiemarkedet negativt
07:27 Kina: Stærk eksport bag massivt overskud på handelsbalancen i december
07:06 Obligationer/tendens: Blikket rettet mod onsdagens amerikanske inflationstal
06:44 Sur stemning uden for Kina blandt Mærsks asiatiske rivaler - Cosco stiger oven på regnskab
06:43 Ørsted får sænket kursmålet hos Morgan Stanley
06:41 Valuta: Dollar fortsat i topform efter stærk jobrapport
06:34 Mærsk/Morningstar: Sætter anbefalingen op til "køb"
06:34 Federal Reserves Chicago-afdeling ser stadig lavere renter trods stærk jobrapport
06:34 Bank of America ser nu risiko for renteforhøjelser i USA