USA/lukning: Ujævn handel endte med plus og rekorder - trukket af Apple, Microsoft og Meta
De amerikanske aktier indledte mandag den nye uge med små kursfald, rettede sig siden til en beskeden fremgang, hvorefter den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, igen talte aktierne lidt i rødt, inden markedet på falderebet alligevel kravlede i et mindre plus.
S&P 500-indekset endte således i rekord - årets 43. lukketop. Det samme var tilfældet for Dow Jones-indekset.
Det var chip-aktierne, som mest var under pres mandag, mens andre store teknologinavne så som Apple, Microsoft og Meta Platforms gik fremad.
Mandag var samtidig månedens sidste dag. September er historisk den dårligste aktiemåned i kalenderen i USA, men desuagtet sluttede markedet med et månedsplus på 2,0 pct.
Det brede S&P 500-indeks steg mandag 0,4 pct. til rekord i 5762,43 indekspoint, mens Dow Jones gik marginalt frem, ligeledes til rekord i 42.330,15 point, og Nasdaq vandt 0,4 pct.
Tirsdag morgen ved 6-tiden indikerer futures for de tre ledende aktieindeks tæt uændret åbning, da de tre aktiefures ligger mellem uændret og en stigning på 0,1 pct.
EN SMULE HØGEAGTIG
Investorerne var afventende, inden centralbankformand Jerome Powell, skulle holde tale, og han viste sig at være "en smule" høgeagtig ved at fortælle, at renten vil bevæge sig mod neutral "over tid".
Altså ikke nogen indikation på flere jumbo-lempelser af renten.
- Powell er på marginen en smule høgeagtig, men Federal Reserve har stadig en del sænkninger tilbage at foretage sig, siger Adam Crisafulli, administrerende direktør i Vital Knowledge, til Bloomberg News.
I forrige uge gik centralbanken dybt, da den indledte sin lempelsescyklus med en sænkning af renten med 0,50 pct.point og ikke med gængse 0,25 pct.point.
Bankens ledelse indikerede samtidig, at den vil sætte renten yderligere ned med 50 basispoint i år, hvor der er to rentemøder i november og december tilbage, til 4,25-4,50 pct.
Markedet indregner imidlertid med, at renten vil blive sat ned til 4,00-4,25 pct. inden udgangen af december.
Adam Crisafulli vurderer dog, at markedet bør indstille sig på rentesænkninger på 0,50 pct. point resten af 2024 frem for 0,75 pct.point.
BEDRING I IPHONE-SALG
I S&P 500 klarede energiaktierne sig bedst med et plus på 0,8 pct., da olieprisen fredag og mandag stabiliserede sig med små plusser, mens kommunikationsservice også vandt 0,8 pct.
I den anden ende faldt råvarer og materialer med 0,6 pct., mens cyklisk forbrug mistede 0,3 pct.
It-aktierne svingede samtidig flere gange omkring nullet, men endte med et plus på 0,6 pct.
Det var netop inden for it, at de afgørende bevægelser skulle findes. Apple steg nemlig 2,3 pct., da investeringsbanken JPMorgan i en analyse vurderede, at der nu er tegn på, at den indledende lave efterspørgsel på den nye iPhone 16 er ved at normalisere sig.
Omvendt var chip-kæmpen Nvidia længe under pres og på et tidspunkt i minus med 2,7 pct. Det skyldtes fortsat pres i kølvandet af en artikel fredag fra Bloomberg News om, at styret i Beijing nu opfordrer kinesiske virksomheder til at købe lokalt og undgå Nvidias chips til kunstig intelligens. Alligevel vendte aktien sidst i handelen rundt og endte marginalt i plus.
Det endte dog stadig med kursfald til kollegaerne Micron Technology på 3,5 pct. og Applied Materials på 1,4 pct.
TEGN PÅ VÆKSTOPBREMSNING
Inden for software vendte Microsoft fra minus til plus 0,5 pct. Der var i cyklisk forbrug derimod kursfald til Amazon på 0,9 pct., mens Tesla i samme sektor steg 0,5 pct.
Efter nedjusteringer i Europa fra både Volkswagen, Aston Martin og Stellantis faldt både Ford og General Motors derimod 2,0 og 3,5 pct.
Omvendt steg Meta Platforms i kommunikationsservice med 0,9 pct., ligesom Alphabet løftedes 1,1 pct.
Mandag var der også fokus på krydstogtkæmpen Carnival, som faldt 0,3 pct. efter sine kvartalstal trods et bedre end ventet tredje kvartal og en opjustering for hele regnskabsåret. Analytikerne hæftede sig imidlertid ved, at prognosen peger i retning af en opbremsning af væksten.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›